Fodbold

'Barnlige Bale' fortsætter showet på tribunen

Gareth Bale keder sig på tribunen under mandagens kamp. Juanjo Martin / Ritzau Scanpix

Efter Real Madrids seneste kamp har Gareth Bale endnu en gang trukket opmærksomhed for påfund udenfor banen.

Real Madrid vandt deres niende kamp i træk, da de mandag aften slog Granada 2-1, men igen er det Gareth Bale, der er løbet med overskrifterne - og det selvom han aldrig kom på banen.

Fra tribunerne kunne han spottes lave en kikkert med hænderne og en rulle sportstape.

Det er bestemt ikke gået ubemærket hen i de spanske medier. Sent mandag aften havde det store spanske medie Marca overskriften "Bale-showet fortsætter i Granada."

Han er jo ikke fodboldspiller længere, han er blevet komiker

Martin Gottschalk, fodboldkommentator på TV 2 SPORT

Videre skriver de, at "i en vigtig kamp mod Granada, lavede Bale flere barnlige gestikulationer, mens han så på fra sidelinjen."

Waliseren ikke har spillet for 'Los Blancos' siden 24. juni.

"Disse gestikulationer demonstrerer simpelthen afstanden mellem ham selv og holdkammeraterne," tilføjer Marca.

Det var altså den femte i træk, hvor Bale måtte se til fra tribunen, og kikkerten er bare det seneste påfund fra Bales side.

Hos et andet spansk medie, Sport, skriver de, at han "fortsatte showet, som startede før kampen mod Alavés, hvor han tog en lur med masken for øjnene."

Komiker eller fodboldspiller?

I kampens pausestudie var Bale også et samtaleemne. Her var TV 2 SPORTs fodboldkommentator Martin Gottschalk og ekspert Andreas Laudrup enige om, at det er på tide, Bale og Real Madrid går hver sin vej.

- Han er jo ikke fodboldspiller længere, han er blevet komiker. Det er ærgerligt at tænke på, når man så, hvor dygtig han var for Real Madrid, når han var allerbedst.

- Det er, som om han er blevet fuldstændig kørt ud på et sidespor, og hvis man ikke kan bruge en mand som Gareth Bale i Real Madrid, så kunne det for fodboldens skyld være dejligt, hvis han kunne starte sin karriere et andet sted, for det her er jo bare tragikomisk, sagde Martin Gottschalk.

Stod det til Andreas Laudrup, havde Bale allerede nu været fortid i den spanske topklub.

- Han skulle jo allerede væk sidste transfervindue og forrige transfervindue, så nu - også for han egen skyld - for ikke at få det her image som joker, fordi det er jo ikke det, han er. Så skal han ud og spille, for han har jo talentet.

- Det er synd at have en spiller med hans kvaliteter, som ikke engang spiller. Der må han se sig selv i øjnene, og sige: "Okay, så må jeg tjene lidt mindre et andet sted".

Hvis Bale skal have flere minutter på banen denne sæson, er det ved at spidse til, for der resterer kun to spillerunder, før det spanske mesterskab er afgjort.

Real Madrid topper LaLiga med fire point ned til Barcelona på andenpladsen.