Fodbold

De har skabt et usårligt kraftfelt - så klichéen lever i bedste velgående

Real Madrids defensiv har imponeret stort.  TV 2 SPORT

Hver mandag i resten af denne sæson vil TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker analysere på ugen, der gik i Spanien og LaLiga.

Denne klumme er først udkommet tirsdag, da Real Madrid spillede en afgørende kamp sent mandag aften.

Sidste uges højdepunkt

Real Madrids mur

La Liga’s førerhold fortsatte i den forgange uge sejrsstimen og er nu oppe på ni (!) sejre i træk siden genstarten i juni.

Holdet har altså vundet rub og stub, og det skyldes først og fremmest den bedste defensiv, ikke bare i La Liga, men også i Europa. Blot 22 mål har Real Madrid lukket ind, og klicheen om at “offence wins games, defence wins championships” er i den grad passende at plastre henover Zidanes mandskab.

Bygget op omkring Ramos og Varane, og med Casemiro som sublim bølgebryder, er det næsten lykkedes at bygge et usårligt kraftfelt omkring Courtois mål. Og når defensiven enkelte gange svigter, så står den langelemmede belgier i vejen for stort set alt, hvilket La Ligas højeste redningsprocent vidner om.

Historisk set er det en sprudlende offensiv, planetens bedste angribere og spillets mest kreative spillere, som Real Madrid har huset, men det mandskab, der styrer sikkert mod det første mesterskab i 2020’erne, vil gå over i historien som et af de mest velorganiseret, kyniske og hårdtarbejdende Real Madrid-hold nogensinde.

Med sejren over Alaves har Real Madrid nu vundet otte LaLiga-kampe i streg. Video: TV 2 SPORT

Det er en del af den enorme rutine, der er spredt udover holdet samt en evne til at agere efter kampforløbet, som gør Zidanes tropper så ekstremt svære at åbne op for.

På sigt vil kravet fra fans og omverdenen stige i forhold til mere underholdende fodbold, men i en tid, hvor alle må blive hjemme, og resultaterne er det vigtigste, er Zinedine Zidane i gang med at skrive et nyt og fascinerende kapitel i fortællingen om sig selv og den klub, der står hans hjerte nærmest.

Sidste uges skuffelse

Espanyol nedrykning

Det har været undervejs igennem hele sæsonen, men onsdag aften blev det en realitet.

Espanyol rykker ud af La Liga, og efterlader et tomrum af de større.

“Lillebroren” i Catalonien har godt nok aldrig fået sit navn indgraveret som mestre i historiebøgerne, men de har altid spillet en faktor i den bedste spanske række. Også i denne periode hvor deres ophold varede 25 sæsoner, og de dermed var en del af en lille eksklusiv klub på fem mandskaber, der som de eneste har været fast bestanddel af La Liga siden årtusindskiftet.

Men modsat Real Madrid, Barcelona, Athletic og Valencia så formåede Espanyol ikke at bibeholde det momentum, som de skabte sig op igennem i 00’erne.

På bagkant af den flotte Copa del Rey-triumf i 2006 gik man sæsonen efter hele vejen til UEFA Cup-finalen og var en straffesparkskonkurence fra at skabe klubbens største resultat. Anført at Walter Pandiani og klubikonet Raul Tamudo var Espanyol et hold, man kunne regne med i de år, omend de aldrig for alvor truede den absolutte top i spansk fodbold.

Da den kinesiske forretningsmand Chen Yansheng overtog klubben i 2016, kom der igen håb om bedre tider, og det tog da også blot et par sæsoner, inden klubben via en syvendeplads igen indløste billet til Europa.

Kampagnen i Europa League i denne sæson viste sig dog at være en skæbnesvanger rute. Holdet havde ikke bredden til at kæmpe med på den nationale scene, imens man med succes præsterede internationalt. Henover vinterens transfervindue brugte man så voldsomme summer på at afværge en kommende nedrykning.

Raul de Tomas blev hentet til for over 150 millioner, Embarba for 75 millioner og Leandro Babrera og Calero til yderligere 150 millioner. Så næsten 400 millioner er blevet skyllet ud i toilettet, og klubben står nu i et stort hul, hvor man nok skal undgå at grave meget mere, førend der er bedre styr på fremtiden.

Fire trænere er blevet slidt op igennem sæsonen, og den offentlige ydmygelse ved nedrykningen var næsten symbolsk onsdag aften. Selvfølgelig måtte det være arvefjenderne og bysbørnene fra FC Barcelona, der stod for dødsstødet.

FC Barcelona vandt med 1-0 over Espanyol og sendte byrivalen ned i den næstbedste række. Video: Bo Bentsen

Sidste uges oversete

Raul Garcia

Athletics aldrende omdrejningspunkt var igen en afgørende faktor i den forgange runde, da han egenhændigt sparkede baskerklubben tilbage i kampen om europæisk fodbold. Med to kasser og tilhørende tre point kravlede klubben fra Bilbao op på syvendepladsen, og en stor del af den succes skal tilskrives Raul fra Pamplona.

Efter sit skifte i 2015 har Garcia været en af de vigtigste spillere og en kulturbærer for Athletic, og det ansvar blev ikke mindre, da hans ven og holdkammerat Aduriz indstillede en flot karriere under coronakrisen.

Med de to mål i weekenden er Raul Garcia topscorer i La Liga i 2020 (ti styks), og det er alligevel noget af en bedrift med tanke på konkurrencen fra de øvrige offensive spillere i ligaen. Han har altid haft nemt ved at finde vej til nettet (ligesom de gule kort også klæber sig til ham), men særligt de seneste sæsoner har han lagt på i forhold til målscoringen.

Athletic Bilbao slog Valencia med 2-0 i LaLiga. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

På den store scene har han prøvet det meste på klubplan, omend det primært var i hans tid i Atletico.

Han spillede hele kampen i den vundne Europa League-finale i 2009 og var ligeledes at finde på banen fra kick-off i det smertefulde CL-finalenederlag i 2014 til Real Madrid.

Vejen til det spanske landshold har dog været meget bumpet og på trods af hans flotte meritter i La Liga i mere end et årti, så er det blot blevet til to optrædener for La Roja. Hans kompromisløse og kontante spillestil harmonerede aldrig rigtig med det forfinede pasningsfodbold, som Spanien erobrede såvel Europa som Verdenen med fra 2008 til 2012.

I sin karrieres efterår er Garcia igang med den - måske - bedste periode af sit fodboldliv, og han bliver en vital figur i Athletics sidste bestræbelser på at sikre sig endnu en deltagelse i europæisk fodbold.

Ugens mesterskabsopdatering

Real snublende tæt på

Med to snævre sejre til begge titelbejlere er det status quo i toppen af La Liga, og det er dårligt nyt for Barcelona.

Med blot to kampe tilbage og et krav om at hente fem point på Real Madrid, så skal der ske vanvittige ting, hvis ikke Ramos hæver La Liga-trofæet mod himlen søndag aften. Der er godt nok en potentiel bananskræl i den kommende runde, da formstærke Villareal kommer på besøg.

Med to udhvilede topangribere kan de måske slå hul på den omtalte Real Madrid-mur, men det virker utopisk, at vindermaskinen fra Madrid pludselig skulle nøjes med blot ét point i de sidste to opgør. For spændingens skyld kan vi da håbe på, at Villareal kan drille Ramos og co., så vi har en titelkamp i sidste spillerunde, men realistisk.. Nej vel..

Real Madrid er snublende tæt på at blive spanske mestre. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?

Nedrykningsdysten lever!

Med blot to spillerunder tilbage har vi stadig liv i en intens nedrykningsdyst.

I den forgange uge kunne champagnepropperne springe i Eibar og Valladolid, da de har sikret sig endnu en sæson i La Liga, og dermed er vi nede på fire hold, der skal fordele de sidste to nedrykningspladser imellem sig.

Leganes har fået pustet en smule kunstrigt åndedræt ind i deres håb om overlevelse, men det ligner stadig en umulig mission, da de sidste to opgør byder på en tur til Athletic, inden Real Madrid kommer på besøg i sidste runde. Men.. vildere flugtforsøg er lykkedes, og særligt den sidste kamp kan blive helt anderledes, hvis Real Madrid har sikret sig mesterskabet runden forinden.

Realistisk set er det dog Mallorca, der har størst chance for at true Alaves og Celta, hvoraf førstnævnte er gået fuldstændig i stå, mens klubben fra Vigo har to overkommeligere modstandere, men alligevel ligner et hold, der insisterer på at gøre det unødvendigt svært for sig selv i denne sæson.

Lad os få en Mallorca-sejr torsdag aften, og så har vi formentlig et fremragende nedrykningsdrama at se frem til i sidste spillerunde.

Hvad mangler vi svar på i den kommende uge?

Afgørelsens time

Det hele bliver afgjort torsdag og søndag, når de sidste to runder løber af stablen i La Liga.

En historisk lang sæson er ved at være til vejs ende, og mens topfire-pladserne er fordelt, så skal vi se, om Real Madrid kan tage de sidste skridt over målstregen, om Mallorca kan levere et utroligt Houdini-nummer i bunden, og hvilke mandskaber der skal repræsentere de spanske farver i Europa næste år.

Læn jer tilbage og nyd afslutningen på fodboldfesten torsdag og søndag aften!