Fodbold

Juventus smider point i underholdende målfest

Juventus smed en 2-0-føring og endte med at kæmpe et point med hjem til Torino efter udekampen mod Sassuolo.

Målene rasler ind på Juventus lige for tiden. Serie A-kampen ude mod Sassuolo blev ingen undtagelse.

Kampen endte 3-3, og dermed har Juventus lukket ni mål ind i de seneste tre kampe i Serie A.

Trods de seneste tre kampe uden sejr slingrer Juventus fortsat mod klubbens niende mesterskab i træk.

Det skyldes mest af alt, at flere af ligarivalerne i toppen også leverer svingende resultater.

Juventus topper rækken med 77 point efter 33 kampe. Atalanta, der er det mest formstærke og stabile hold lige nu, har 70 point på andenpladsen.

Lazio, der onsdag aften spillede 0-0 ude mod Udinese, har 69 point på tredjepladsen. Backen Jens Stryger Larsen spillede hele kampen for Udinese.

Juventus begyndte onsdagens kamp godt og kom hurtigt foran.

Danilo scorede kampens første mål

Danilo, som onsdag fyldte 29 år, fejrede sin fødselsdag på banen ved at bringe Juventus foran 1-0 efter fem minutter.

På et hjørnespark så Miralem Pjanic, at Danilo stod fri på kanten af feltet, og brasilianeren skød på mål. Sassuolo-keeper Andrea Consigli så dog ikke for god ud ved målet.

Efter 12 minutter blev det også 2-0, da Pjanic med en klog bold i dybden snød Sassuolo-forsvaret og spillede angriberen Gonzalo Higuain fri til en nem scoring.

Så skulle man tro, at Juventus ville være i stand til at køre en sikker sejr hjem, men det var slet ikke tilfældet.

Sassuolo pressede på og var hurtigere i både tanke og handling. Gang på gang blev en langsom Juventus-defensiv udstillet.

Juventus-keeper Wojciech Szczesny reddede nærgående forsøg fra hjemmeholdets Mert Muldur og Domenico Berardi.

Sassuolo blev dog belønnet for sin uimponerethed, og Filip Djuricic reducerede til 1-2 på et smart oplæg fra Francesco Caputo efter en halv time.

Problemerne fortsatte for Juventus

I anden halvleg fortsatte problemerne for Juventus.

Berardi udlignede til 2-2 efter 51 minutter på en perle af et frispark, hvor Szczesny blev udplaceret.

Sassuolo lugtede nu for alvor blod, og Juventus-forsvaret var ikke blevet bedre af, at Giorgio Chiellini i pausen var blevet erstattet med Daniele Rugani.

Caputo ville også lege med mesterholdets vakkelvorne defensiv, og han satte foden på et indlæg fra Berardi og gjorde det til 3-2 tre minutter senere.

Juventus-træner Maurizio Sarri handlede prompte og skiftede tre nye spillere ind i de efterfølgende minutter.

Vigtigst for Juventus var, at Paulo Dybala kom ind i stedet for Higuain og straks skabte uro hos modstanderne med sin fart og sine driblinger.

Sassuolo begyndte at trække sig længere tilbage på banen, og det var nok en fejl, da Juventus igen greb taktstokken i kampen.

På et hjørnespark fik Juventus-backen Alex Sandro udlignet til 3-3 på et hovedstød.

Juventus scorede til 3-3. Video: Malthe Henriksen

Cristiano Ronaldo, som tidligere havde brændt en stor chance, var uskarp i slutfasen, da han blev sat op af Dybala.

Sassuolo havde også muligheder for at tage alle tre point efter 84 minutter, men igen reddede Szczesny på stregen.