Fodbold

Spørgsmål om Bale fik Zidane op i det røde felt

Zidane var tydeligt irriteret, da han på pressemødet blev spurgt indtil Gareth Bale.  TV 2 SPORT

Real Madrids træner Zinedine Zidane var tydeligvis ikke tilfreds med, at onsdagens pressemøde skulle handle om Gareth Bales fremtid.

Fokus er i øjeblikket rettet mod Gareth Bale af alle mulige årsager, der ikke handler om fodbold.

’Barnlige Bale’ har de seneste kampe været at finde på bænken, og her har man både kunne se waliseren lege med sportstape, tage sig en lille lur og grine på bagkant af Zidanes femte og sidste udskiftning.

Derfor var Bale også et emne på onsdagens pressemøde forud for Real Madrids kamp torsdag, hvor ’Los Blancos’ kan sikre sig mesterskabet med en sejr over Villarreal.

Og det faldt ikke i god jord hos den franske cheftræner.

- Åh gud, hvilket spørgsmål, mand, reagerede en tydeligt irriteret Zidane på et spørgsmål om Bales fremtid og fortsatte:

- Vi tænker på torsdagens kamp, og Gareth gør det samme. Han er en af os. I prøver at sætte noget mellem os, men det kan I ikke. I spørger om det samme hver evig eneste dag.

- Du har ret til at spørge, men alle her i klubben er forenede. Vi har det samme mål i sigte. Gareth, James, os alle sammen. Vi sigter efter det samme.

Barnlige Bale

Waliseren ikke har spillet for 'Los Blancos' siden 24. juni. Og under mandagens kamp gjorde han sig uheldigt bemærket igen, da han sad og lavede et sæt briller ud af sportstape.

Det gik bestemt ikke ubemærket hen i de spanske medier. Sent mandag aften havde det store spanske medie Marca overskriften "Bale-showet fortsætter i Granada."

Videre skrev de, at "i en vigtig kamp mod Granada, lavede Bale flere barnlige gestikulationer, mens han så på fra sidelinjen."

"Disse gestikulationer demonstrerer simpelthen afstanden mellem ham selv og holdkammeraterne," tilføjede Marca.

Bale kom til klubben i 2013, og den 30-årige waliser har kontrakt med Real Madrid til og med 2022.