Træner i voldsom kritik af dansker: - Jeg kan ikke behandle dem som børn
Andreas Skov Olsen imponerer ikke i Bologna for tiden, og det er træner Sinisa Mihajlovic godt træt af. Det kom frem på tirsdagens pressemøde.
29 minutter.
Det er alt, hvad det er blevet til for Bologna-spilleren Andreas Skov Olsen, siden Serie A genoptog sæsonen.
I de fire første kampe var han ude med en skade, og i de seneste to er han blevet indskiftet med omkring et kvarter tilbage. Hverken her eller generelt i sæsonen ser han ud til at have imponeret sin træner Sinisa Mihajlovic.
- Jeg er bestemt ikke tilfreds med, hvad han har udrettet. Det gælder også andre, men særligt ham, for jeg forventede mere af ham, så han skal tage sig sammen, sagde Mihajlovic tirsdag på et pressemøde.
De hårde ord kommer forud for onsdagens kamp mod Napoli, hvor der er vigtige point på spil.
- Skov Olsen er med i truppen til kampen, for han skal have chancen. Men så er det op til ham, om han skal fortsætte eller ej. For nu har han haft muligheden i et stykke tid, uden at udnytte den. Jeg kan ikke behandle dem som børn. Giver jeg dem noget, vil jeg have noget igen. Jeg kan ikke blive ved med at give. Tålmodigheden er ved at være opbrugt.
- Han er med, og så ser vi, om han udretter noget de næste seks kampe (resten af Serie A-sæsonen, red.). Så evaluerer vi, tilføjede Bolognas træner.
Dermed ser fremtiden for den tidligere FC Nordsjælland-spiller usikker ud i den italienske klub Bologna, hvor hans kontrakt ellers løber frem til 2024.
22 mål mod ét
20-årige Skov Olsen skiftede til Bologna forud for denne sæson. Han kom fra FC Nordsjælland, hvor han havde spillet, siden han var 12 år.
I sæsonen inden han skiftede de danske baner ud med de italienske, scorede han 22 mål i Superligaen, men efter skiftet har det knebet med at finde vej til netmaskerne.
Hans eneste mål for klubben faldt tilbage i december måned i en kamp mod netop Napoli, som han og holdkammeraterne vandt 2-1.
Bologna ligger i midten af Serie A, hvor kun ti point adskiller 7.-12.-pladsen, så der er nok at kæmpe for i de resterende kampe, hvor der er mulighed for at hente 18 point.