Fodbold

AaB straffet for uro i pokalfinalen

AaB-fans stod tæt under finalen i Sydbank Pokalen. Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Fodboldens Disciplinærinstans har givet AaB 40.000 kroner i bøde efter problemer med fans i pokalfinalen.

Fodboldklubben AaB har modtaget en bøde på 40.000 kroner for problemer med klubbens fans under pokalfinalen.

Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans i en kendelse på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.

Under finalen mod Sønderjyske for godt to uger siden i Esbjerg affyrede AaB-fans pyroteknik, hvilket er ulovligt ifølge fodboldreglerne.

Derudover brød flere AaB-tilskuere de gældende corona-restriktioner, der betyder, at tilskuere skal sidde på deres pladser og holde en meters afstand mellem hinanden.

Finalen blev afbrudt

Kampens dommer, Jørgen Daugbjerg Burchardt, valgte efter en lille halv times spil at afbryde finalen i 14 minutter for at få styr på AaB-fansene.

AaB har mulighed for at anke dommen inden for de næste to uger.

Disciplinærinstansen skriver i torsdagens dom, at AaB i sin redegørelse har taget ansvar for tilskuernes opførsel og beklager den.

Den nordjyske superligaklub tabte pokalfinalen med 0-2 til Sønderjyske, der hentede pokaltitlen for første gang i klubbens historie.