Fodbold

Danskerhold i kæmpe forløsning – slår norsk rekord

Philip Zinckernagel (tv.) og Kasper Junker (th.) har spillet nøgleroller for holdet. Onsdag aften kom de dog ikke på måltavlen, da holdet vandt 2-1. Mats Torbergsen / NTB scanpix

Bodø/Glimt fortsætter den sensationelle sæsonstart i den norske række, og holdet med de tre danskere har nu vundet otte kampe i træk.

Det er ikke længere Rosenborg, som kan bryste sig af at have historiens bedste sæsonstart i norsk fodbold.

Det kan sensationsklubben Bodø/Glimt til gengæld. Klubben med de tre danskere vandt nemlig sin ottende kamp ud af otte mulige onsdag aften.

Det holdt dog hårdt i hjemmekampen mod Kristiansund, som voldte førerholdet store problemer. Et forløsende mål til resultatet 2-1 i det 82. minut af Marius Lode sendte dog holdet fra Bodø i de norske historiebøger.

- At være en del af et team, der kan gøre sådanne ting, er så sjovt, siger Lode om rekorden til holdets hjemmeside.

For en gangs skyld markerede ingen af de tre danskere, Kasper Junker, Philip Zinckernagel eller Sammy Skytte, sig som målscorer eller assistmager.

Dansk indskiftning blev vigtig

Det betød dog i sidste ende intet på bundlinjen. Med de 24 point ud af lige så mange mulige har klubben nu slået Rosenborgs rekord med syv sejre i træk fra 2003.

- Helt vildt dejligt. Fantastisk sejr, siger træner Kjetil Knutsen, der roser Sammy Skyttes indhop i det 46. minut:

- Første halvleg var dårlig. I anden halvljeg lavede vi to vigtige indskiftninger med Victor (Boniface, red.) og Sammy, som har individuelle færdigheder for at skabe balance.

Sammy Skytte var ejet af FC Midtjylland og udlejet til AC Horsens, da han i 2019 skiftede til norsk fodbold og Stabæk, inden Bodø/Glimt skrev kontrakt med ham til denne sæson.

Tilbage i 1951 formåede Frederikstad at vinde ti kampe i streg, men den bedrift fremgår ikke i historiebøgerne, da der dengang ikke var en samlet liga for Norges bedste mandskaber.

Danske Kasper Junker er topscorer i den bedste norske række med otte mål, mens hans danske holdkammerat Philip Zinckernagel sammen med holdkammerat Jens Hauge har lavet flest assists i ligaen med seks af slagsen.