Fodbold

- Min far og min kæreste vidste ikke, om jeg var blandt de dræbte

Flyvraget bliver bjærget op på land. Per Pejstrup / Ritzau Scanpix

Det var tilfældigheder, der afgjorde, hvilke danske B-landsholdsspillere der var med ombord på det nedstyrtede fly 16. juli 1960.

Han husker tydeligt, hvad der torsdag skete for præcis 60 år siden.

- Vi holdt som nummer to på startbanen i et lille fly. Vinden ruskede i det. Men humøret var højt blandt os alle fire. Vi var venner gennem fodbolden, spillede med og mod hinanden og var nu på vej til Herning.

- Vi kom stort set samtidig til lufthavnen, klædte om fra vores arbejdstøj til træningsdragter og var klar til at spille i det jyske. Foran var et andet fly med otte andre kammerater.

Sådan fortæller Bjarne Eklund, nu 80 år, til TV 2 SPORT om de skæbnesvangre minutter den lørdag for præcis 60 år siden. Han havde debuteret på ungdomslandsholdet et par måneder tidligere og skulle til Herning for at vise sig frem for flere kampe - og måske med en fremtid på A-landsholdet. Nøjagtig som de andre spillere.

Træningskampen var et led i forberedelserne til OL i Rom nogle måneder senere. Endnu mere en kamp med sigte på fremtiden. Men så skete der noget på startbanen i Kastrup.

- Vi kunne intet se, men pludselig drejede vores fly rundt og kørte tilbage til terminalen. Vi fik at vide, at der var sket noget med flyet foran os, og vi måtte derfor retur og vente, fortæller Bjarne Eklund.

Godkendt til godt vejr

Den 16. juli 1960 blev en sorgens dag for en masse familier og for dansk fodbold. Otte landsholdsspillere styrtede ned med et fly kort efter starten i Kastrup. De var på vej til en træningskamp i Herning.

Det var først meget længe efter, at vi fik den chokerende melding

Bjarne Eklund

Flyet af mærket 'de Havilland' nåede kun lige at sætte af for enden af startbanen med front mod Øresund, inden det gik i spin, slog en kolbøtte og styrtede mod havoverfladen. 40-50 meter fra land i 100 meters højde.

Flyet var kun godkendt til 'godtvejrsflyvning' og hverken udstyret med radiokompas eller andre moderne navigationsmidler. Derfor var det ualmindeligt dårlige vejr en uoverkommelig modstander.

En kraftig regnbyge og stærk sidevind tog fat. Selv en vinduesvisker manglede, ifølge forskellige myndigheder, der efterfølgende mente, at flyet aldrig burde have fået starttilladelse.

De otte ombordværende spillere blev dræbt. Syv af deres umiddelbare kvæstelser. En ottende blev kørt til Sundby Hospital hårdt kvæstet, hvor han døde få timer efter. Piloten overlevede med svære kvæstelser.

Det chartrede Zone-fly styrtede straks efter start fra Kastrup.

For meget bagage blev redning

Ombord var tre spillere, der fem uger senere skulle med til de olympiske lege i Rom. Det var Per Funch Jensen og Arne Karlsen fra KB samt Børge Bastholm Larsen fra Køge. De øvrige var Søren Andersen og Ib Eskildsen fra Frem, Erling Spalk fra Ikast, Kurt Kramer fra KB og Erik Jensen fra AB. Spillere fra ungdomslandholdet eller det såkaldte B-landshold.

Bag det havarerede fly holdt et andet fly med de resterende spillere, der skulle til Herning. Der var ikke plads til flere i det forreste fly. Heller ikke til Erik Dyreborg fra Næstved, der ellers havde fået plads, men for meget bagage betød, at han blev bedt om tage fly nummer to i stedet. Det blev hans redning.

Min far og min kæreste vidste ikke, om jeg var iblandt

Bjarne Eklund

I det andet fly befandt sig nu Dyreborg samt Hans Andersen fra Køge og de to B 93-spillere Bent Jørgensen og Bjarne Eklund.

- Vi anede intet om, hvad der var sket, da vores fly pludselig drejede om og rullede tilbage til terminalen. Næste melding var, at kampen i Herning var aflyst. Det fik vi at vide fra en journalist. Det var først meget længe efter, at vi fik den chokerende melding.

Fik besked via radioen

Ingen officiel myndighed nåede at underrette de pårørende eller de undrende fodboldkammerater, før den tragiske nyhed var ude i radioen. Og her hørte Bjarne Eklunds far om det.

- Men radioen kunne kun berette, at et fly var styrtet ned, og at der var dræbte ombord. Så min far og min kæreste vidste ikke, om jeg var iblandt. De anede ikke, hvem der var med hvilket af de to fly, fortæller Bjarne Eklund.

I det hele taget var kommunikationen langt fra den bedste omkring ulykken. Og flere af de pårørende fik besked via rygter eller radioen.

I Herning var de jyske spillere mødt frem, da de fik den tragiske meddelelse om deres kammerater. Flere af dem gik i chok og måtte lægebehandles. Al fodbold med de bedste spillere blev suspenderet i en uge.

Ulykken er den største tragedie i dansk fodbolds historie. Kort efter skulle landsholdet til de olympiske lege i Rom, og tre af spillerne nægtede at flyve derned, og tog så toget i stedet. I dagene efter ulykken var der tvivl om, hvorvidt DBU ville melde fra til den olympiske turnering.

DBU fastholdt deltagelsen i Rom - og det endte med en dansk sølvmedalje. For Bjarne Eklund, der var så tæt på flytragedien den julidag i 1960, blev luftfarten hans virke i mere end 50 år.

- Der var noget særligt, der drev i mig efter den oplevelse. Det kan lyde paradoksalt, men jeg vidste fra det øjeblik, at luftfarten var min verden. Men tabet af mine kammerater er jeg aldrig kommet mig over.