- Næste to år bliver de mest interessante i karrieren, siger Kjær

16x9
Simon Kjær har været anfører for Danmark i 36 kampe. I alt har han spillet 95 landskampe indtil videre. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Simon Kjær har forlænget sin kontrakt med AC Milan og kan derfor se frem til mere italiensk fodbold, ligesom EM venter på hjemmebane næste sommer.

- Jeg har aldrig følt mig bedre. De næste to år bliver de mest interessante i min karriere. Både på landsholdet og i AC Milan.

Således siger Simon Kjær, der onsdag fik sin fremtid sikret med en toårig kontrakt med den italienske storklub. Dermed runder landsholdets anfører den ottende udenlandske klub, siden han i 2008 rejste sydpå fra FC Midtjylland som 18-årig.

- Det er en vild tanke, at de næste to år kan blive de mest spændende i hele min karriere - og det er fedt at kunne sige sådan og mærke en kriblende følelse efter 500 kampe i international fodbold, siger Simon Kjær til TV 2 SPORT dagen efter 3-1 sejren over Parma.

Med de tre point mod Andreas Cornelius og kompagni har AC Milan nu spillet syv kampe uden nederlag efter coronapausen. Der resterer fem kampe af den bedste italienske række, men med kontraktforlængelsen kan den danske landsholdsanfører se frem til flere kampe i støvlelandet.

- At få to år i Milano giver ro og glæde - også i privatlivet. For selvom vi har nydt alle de steder, vi har boet, så er det her, vi føler os hjemme, siger Simon Kjær, der startede sit udlandseventyr i Palermo, Wolfsburg, Rom, Lille, Istanbul (Fenerbache), Sevilla, Bergamo (Atalanta) og nu altså Milano.

Jeg glæder mig enormt meget til de næste to år med landsholdet med store, spændende udfordringer

Simon Kjær, AC Milan

- Det har altid været en drøm for mig at spille for AC Milan. Jeg ved, det lyder som en kliché, men det er virkelig sandt. Siden jeg kom til Italien første gang, var Milano for mig den store klub. Jeg sagde til min agent, dengang da jeg var i Palermo, at jeg gerne vil til Milan engang.

- Det har været tæt på flere gange, men nu passede brikkerne og timingen. Milan er en kæmpeklub med en kæmpehistorie, og jeg føler virkelig, at det er et privilegium at spille i den trøje og samtidig have en chance for at være med til at føre Milan tilbage, hvor klubben hører til. Altså til toppen af italiensk og europæisk fodbold.

Simon Kjær kan se frem til flere møder med Cristiano Ronaldo i Serie A. Portugiseren har nemlig kontrakt med Juventus indtil sommeren 2022.
Simon Kjær kan se frem til flere møder med Cristiano Ronaldo i Serie A. Portugiseren har nemlig kontrakt med Juventus indtil sommeren 2022. Foto: Miguel Medina / Ritzau Scanpix

Gode snakke med landstræneren

Otte sejre, en remis og et nederlag i Serie A er det blevet til i det, der indtil onsdag var en lejekontrakt fra Sevilla. Nu er Milan-trøjen permanent de kommende to år.

- Det har været en nærmest perfekt start for mig. Vi har et meget ungt hold med et utroligt spændende potentiale, og vi rykker virkelig fremad. Man mærker, at Milan er en verdensklub, og den enorme fanbase har modtaget mig utroligt godt.

- Både fysisk og mentalt har jeg det fantastisk og har vel aldrig følt mig bedre. Jeg synes, at jeg godt kan mærke, at jeg er i en fodboldspillers bedste alder. Jeg ved nu, hvordan jeg fungerer optimalt i forhold til fodbolden - både fysisk og mentalt. Og så kan jeg trække på rutinen, og hvad jeg har lært fra over ti år i international fodbold, siger Simon Kjær til TV 2 SPORT.

95 landskampe. De 36 som anfører og Åge Hareides forlængede arm på det landshold, der ikke har tabt i 31 kampe med Kjær og armbåndet.

- Det føles fantastisk at få fremtiden på plads i Milan, og samtidig er det også med landsholdet starten på et nyt kapitel. Jeg glæder mig enormt meget til de næste to år med landsholdet med store, spændende udfordringer med masser af landskampe, EM og VM og med en ny landstræner i Kasper Hjulmand, lyder det fra Simon Kjær.

Coronapandemien har betydet, at Kasper Hjulmand ikke har kunnet stå ansigt til ansigt med spillerne - i første omgang de spillere, der repræsenterer det såkaldte spillerråd. Her er Simon Kjær naturligt nok en vigtig brik.

- Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler med Kasper, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham. Han virker som en moderne og meget intelligent træner, der har en masse spændende planer, ideer og tanker om fodbold. Og så skal man ikke tage fejl af, at Kasper samtidig er en træner, der vil vinde fodboldkampe, siger Simon Kjær, der føler, at hans rolle på landsholdet og i AC Milan ligner hinanden.

- Med min erfaring forventes det, at jeg tager ansvar på og udenfor banen. Og det er jeg klar til efter kontrakten med den klub, jeg altid har villet til.