Fodbold

Real Madrid kommer med stor bøn til fans før muligt mesterskab

Real Madrid-fans fejrer titlen i LaLiga og Champions League i 2017 på Plaza Cibeles i hjertet af den spanske hovedstad. Oscar Del Pozo / Scanpix Denmark

At fejre store titler i gaderne hører til den spanske kultur, fortæller journalisten Alvaro Montero.

Se Real Madrids kamp for mesterskabet torsdag klokken 21.00 på TV 2 SPORT X.

Torsdag vil millioner af Real Madrids-fans gå rundt i spænding og med et håb om, at deres klub sikrer sig det spanske mesterskab.

Guldet vil komme i hus, hvis 'Los Blancos' vinder over Villarreal, eller hvis rivalerne fra Barcelona taber point mod Osasuna. Historisk set har en erobring af et stort mesterskab ført til store festligheder ved den store plads Plaza de Cibele.

Men sådan bliver det ikke i år. I hvert fald ikke hvis fansene opfylder Real Madrids ønske om, at madrilenerne bliver hjemme for at undgå en yderligere smittespredning af coronavirus.

- Hvis Real Madrid vinder mesterskabet, vil vores spillere ikke tage hen til de traditionelle steder - og slet ikke til Plaza de Cibele. Vi beder vores partnere og fans, at man i tilfælde af et mesterskab heller ikke tager hen til disse steder.

- I den aktuelle situation må vi alle bidrage med ansvarlighed for at undgå pandemiens smitterisiko, skriver Real Madrid på sin hjemmeside.

For at undgå store forsamlinger vil 270 politibetjente være at finde i området omkring Plaza de Cibeles. Det skriver den madrilenske avis AS.

Festligheder i gaderne er en del af kulturen

I juni vandt Napoli Coppa Italia-finalen over Juventus, og i timerne efter sejren valgte tusindvis af napolitanere at gå i gaderne og fejre titlen over rivalerne. De samme scener så man i England, da Liverpool vandt Premier League.

Liverpool-fans fejrede Premier League-titlen i timerne efter, at guldet var sikret.

Nu er håbet, at man kan undgå det i Madrid ved at appellere til klubbens fans på forhånd.

- De tager først og fremmest ansvar, fordi der har været et pres fra regeringen. Omkring 30.000 mennesker har mistet livet i Spanien, og krisen med coronavirus er der stadig, siger journalisten Alvaro Montero fra Deportes Cuatro til TV 2 SPORT.

Real Madrid fejrede senest en titel på Plaza de Cibeles i 2018, da de vandt Champions League-finalen over Liverpool, og skulle det ende med endnu en titel torsdag aften, vil det utvivlsomt være fristende for de mange fans at tage turen til den berømte plads.

- Det har noget at gøre med vores kultur. I Spanien har vi det med at tage ud og feste i gaderne, som man også gør det i Italien, Grækenland og Portugal. Det er sådan, man fejrer det, hvis ens hold har vundet.

- Men selvfølgelig giver det mening, at man ikke skal gå i gaderne nu, siger Alvaro Montero.

Hvis Real Madrid vinder mesterskabet, vil det være 34. gang i klubbens historie.