Fodbold

Få Barcelona-spillere på eksperts kombinerede hold med Real Madrid

Der er kun blevet plads til to Barcelona-spillere på Mads Junkers kombinerede Barca/Real Madrid-hold i denne sæson.  TV 2 SPORT

Lionel Messi og Luis Suarez er de eneste to Barca-spillere på Mads Junkers kombinerede hold af Real Madrid- og Barcelona-spillere i denne sæson.

Torsdag aften sikrede Real Madrid mesterskabet for 34. gang i klubbens historie.

Et mesterskab, der er lidt mere atypisk end tidligere Real Madrid-mesterskaber. Successen er således skabt på baggrund af en stensikker defensiv.

Messi er ligaens vigtigste spiller. Han er klart den nemmeste at smide på holdet

Mads Junker

Det kommer også til kende på TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junkers kombinerede Barcelona og Real Madrid-hold for denne sæson.

Her er det blevet til ni Real Madrid-spillere og to Barcelona-spillere.

- Normalt ville fordeling være tæt på lige, men jeg blev også selv overrasket, da jeg sad og satte holdet. Real Madrid har jo været historisk stærke defensivt, så det giver jo god mening at have dem på holdet, siger Mads Junker.

Han påpeger, at denne sæsons to bejlere til mesterskabet står i stor kontrast til hinanden. Det har også smittet af på holdet.

- Der er den største kontrast mellem de to titelaspiranter. Der er et one man-team med Messi, og så har du Real Madrid, der er fuld af stjerner, men som spiller som et hold. Real Madrid har jo som hold bare været klart stærkere på næsten alle positioner.

Overvejelserne er derfor mundet ud i følgende hold:

Kombineret Barcelona/Real Madrid-hold for 2019/2020-sæsonen.

Messi er første mand på holdkortet

Selvom det er så småt med Barcelona-spillere, så er det stadig den catalanske klubs kaptajn, der står som ligaens helt store stjerne. Og derfor også på dette hold.

- Messi er ligaens vigtigste spiller. Med 22 mål og 20 assists er der jo ingen, der kommer i nærheden af ham. Han er klart den nemmeste at smide på holdet.

- Så holdet er jo også et udtryk for, at Lionel Messi er altdominerende, og at han kan bringe Barcelona tæt på en titel på egen hånd.

At Mads Junker kun kan finde plads til to Barcelona-spillere, er dog ikke et tegn på, at det blot er Suarez og Messi, der ville kunne spille sig på Real Madrids hold under normale omstændigheder.

- Det er ikke et udtryk for, at der ikke er andre Barcelona-spillere, der ville kunne gå ind i Real Madrids startopstilling. Det er et udtryk for, at en håndfuld af spillerne hos Barcelona ikke har levet op til deres potentiale. Jordi Alba kunne måske true på venstre back, og han var da også den, der var tættest på.

- Sergio Busquets er også med i overvejelserne, og på sigt skal Frenkie de Jong jo også være der. Griezmann har jo også potentialet, men han har ikke fungeret, konstaterer Mads Junker.

Mads Junker nævner også, at Zinedine Zidane er selvskrevet som træner, og at venstre back-positionen var den sværeste.

Her havde han både Mendy, Marcelo og Alba inde i billedet. Valget faldt dog på førstnævnte, da han har overrasket virkelig positivt i denne sæson.