Fodbold

Brøndby-nederlag sikrer AGF medaljer for første gang i 23 år

Brøndby er uden medaljechance i Superligaen efter et 0-1-nederlag på hjemmebane til AaB.

Brøndby IF kan nu endegyldigt vinke farvel til håbet om bronzemedaljer i denne sæson.

Det står klart efter søndagens 0-1-nederlag hjemme til AaB i 3F Superligaens mesterskabsspil.

Kampens enlige mål blev scoret på et tidligt straffespark, som Tom van Weert satte ind.

Resultatet betyder, at AGF kan juble over klubbens første medaljer i 8435 dage. AGF er således ikke sluttet i top-3 siden 1997, hvor det blev til bronze.

Aarhus-klubben kan endda nå andenpladsen og dermed sølv. Der er to point op til FC København på andenpladsen, og holdene mødes netop nu.

Brøndby dominerede

Brøndby dominerede ellers opgøret og pressede længe på for udligningen.

I løbet af anden halvleg skabte holdet også nok chancer til at komme tilbage i kampen, men Brøndby-offensiven manglede i den grad skarphed og måtte blandt andet se et skud gå på stolpen i kampens sidste kvarter.

Nederlaget ødelægger Brøndbys muligheder for at nå tredjepladsen, da holdet fortsat har 52 point og otte point op til AGF på tredjepladsen med to kampe tilbage.

AaB er på femtepladsen med 51 point og har dermed blot et enkelt point op til Brøndby på fjerdepladsen.

Udeholdet fik en rigtig fin start og scorede kampens eneste mål allerede efter ni minutter på et straffespark.

Brøndbys unge Andreas Bruus nedlagde AaB's Patrick Olsen i feltet, og det takserede kampens dommer, Jørgen Burchardt, til et straffespark.

Hollandske Tom van Weert eksekverede stensikkert fra pletten.

Brøndby jagtede udligningen

Efter scoringen jagtede Brøndby udligningen, mens AaB i perioder faldt langt tilbage på banen og lukrerede på omstillinger.

Hjemmeholdet fortsatte med at presse på i anden halvleg, men AaB-defensiven stod godt imod.

Enkelte gange lykkedes det Brøndby at skabe gode muligheder, men offensiven manglede skarphed foran målet søndag aften.

Mikael Uhre havde blandt andet en kæmpe chance i 77. minut, men Brøndby-angriberens skud ramte stolpen.