Fodbold

Chelsea-boss er så skræmmende, at flere ikke tør udtale sig om hende

Hun er blandt de fleste kendt som den mest magtfulde kvinde i fodboldverden, men hvem er Chelseas Marina Granovskaia egentlig?  Adrian Dennis / Scanpix Denmark

Hun er med på billedet, når nye spillere præsenteres i Chelsea, men hun har aldrig givet et interview. Hun er måske fodboldens mest magtfulde kvinde.

Iført stiletter, kjole og altid med nylakerede negle styrer hun showet på Stamford Bridge.

I Chelsea er det nemlig ikke en mand i jakkesæt, der står for at lukke klubbens millionstore spillerhandler.

Det er svært at forestille sig, at nogen anden kvinde kan have mere magt i fodboldverdenen

Liam Twomey, journalist The Athletic UK

Kvinden i kulissen hedder Marina Granovskaia, og gennem de sidste 18 år har hun arbejdet tæt sammen med den russiske multimilliardær og ejer af London-klubben Chelsea, Roman Abramovich.

Udover Granovskaias CV og hendes russisk-canadiske nationalitet er det kun få personlige detaljer om hende, der er kendt af offentligheden.

Hovedpersonen selv har nemlig aldrig givet et interview til et medie.

Så hvem er hun egentlig?

Flere tør ikke udtale sig

I 2010 blev Granovskaia en del af klubben som repræsentant for Abramovich, og siden da er hendes magtposition i klubben vokset så meget, at The Times og andre store medier har udnævnt hende som den mest magtfulde kvinde i fodboldverdenen.

Derfor har TV 2 SPORT haft kontakt med flere store engelske medier, men svarene ligner hinanden. Ingen tør udtale sig om Marina Granovskaia af frygt for at skade deres arbejdsmæssige forhold til Chelsea. Kun en enkelt journalist fra The Athletic UK vil risikere mulige repressalier.

Marina Granovskaia CV

Født 13. januar 1975, Rusland 

Uddannet fra Moskvas Statsuniversitet i 1997

Ansat samme år i det daværende Roman Abramovich-ejede olieselskab, Sibneft 

Flyttede fra Moskva til London i 2003 

Roman Abramovichs repræsentant i Chelsea FC i 2010

Medlem af Chelsea FCs bestyrelse i 2013

Ansat som direktør i Chelsea FC i 2014 

Granovskaia har været Abramovichs seniorrådgiver i knap 20 år, og ifølge Liam Twomey, journalist fra The Athletic UK, er tilliden stor mellem de to.

- Hun er den, der rapporterer til Abramovich. Jeg tror næsten, at de taler sammen hver dag, siger Liam Twomey til TV 2 SPORT og forklarer:

- Han stoler 100 procent på hendes dømmekraft. Hvis hun siger, at de skal gøre noget bestemt, så følger han hende, så det er svært at forestille sig, at nogen anden kvinde kan have mere magt i fodboldverdenen.

'Hun ønsker at arbejde i kulissen'

Hver gang, der bliver præsenteret en ny spiller i Chelsea, er Marina Granovskaia med på det berømte pressefoto.

Alligevel viser en hurtig Google-søgning, at hun aldrig har udtalt sig andre steder end på klubbens hjemmeside.

- Tro mig, vi har spurgt for at få interviews. Det har alle engelske journalister på et eller andet tidspunkt. Men det er blevet gjort meget klart, at hun ikke ønsker at have en offentlig profil. Hun ønsker at arbejde i kulissen.

En af forklaringerne kan være, at de i Chelsea har forsøgt at skabe en kultur, hvor medarbejderne ikke har en offentlig personlighed.

De vil helt sikkert ikke have hendes forhandlingshemmeligheder ud i offentligheden

Liam Twomey, journalist The Athletic UK

I den engelske storklub er det som udgangspunkt kun trænere og spillere, der har et medieansvar.

Klubejer Roman Abramovich er heller ikke kendt for at stå frem i pressen.

Den russiske multimilliardær Roman Abramovich har ejet Chelsea siden 2003.

- Han giver heller aldrig interviews. Han foretrækker at bevæge sig i stilhed i forhold til de beslutninger, han træffer med sine penge, siger Liam Twomey og uddyber:

- De mennesker, der er i hans inderste kreds, skal også være diskrete. Det er noget af det, han værdsætter mest. Og det er helt sikkert en af grundene til, at han stoler så meget på Granovskaia.

Ifølge Liam Twomey er det også klubben, der er grunden til, at ingen engelske medier tør sige noget om Granovskaia.

Hver gang, der skal laves en stor forhandling, står hun for den

Liam Twomey, journalist The Athletic UK

- Hendes job er meget konkurrencepræget, og hun har været meget succesfuld. De vil helt sikkert ikke have alle hendes forhandlingshemmeligheder ud i offentligheden.

I spidsen for millionstore handler

Udadtil er den 45-årige Chelsea-boss tilbageholden og nærmest anonym. Men bag kulissen træffer hun vigtige beslutninger på stribe.

Og selvom det kan tælles på én hånd, hvor meget offentligheden ved om hendes privatliv, er det ingen hemmelighed, hvor mange store spillerhandler, hun har stået for.

- Hvis du spørger fansene i Chelsea, vil du få meget forskellige meninger om, hvordan de har klaret sig på transfermarkedet de sidste mange år, siger Liam Twomey.

- Men det, jeg tror, de fleste fans kan blive enige om, er, at Granovskaia er meget god til at få rigtig store summer for spillere, der ikke længere er i Chelseas interesse.

Disse Chelsea-handler har Granovskaia stået i spidsen for

I december 2016 bekræftede Chelsea, at den brasilianske spiller Oscar forlod klubben til fordel for kinesiske Shanghai SIPG. Her måtte kineserne hoste op med intet mindre end 500 millioner kroner, og det skyldtes i høj grad, at Granovskaia havde en god kontakt til en flok magtfulde kinesiske agenter.

- Den store handel hjalp virkelig Chelsea økonomisk den sæson. Det var en stor en for klubben, forklarer Liam Twomey om handlen.

I efteråret 2017 var det angriberen Diego Costas tur til at forlade Stamford Bridge efter tre år i klubben. Her blev Chelsea og Atlético Madrid enige om en overgangssum på knap 500 millioner kroner, hvilket var næsten det dobbelte af det beløb, englænderne betalte for ham i 2014.

- Han var en stor spiller for Chelsea, og de har stadig ikke rigtig fundet en erstatning for ham. Selvom de ikke ønskede at skille sig af med ham, var de nødt til det, fordi han virkelig ønskede at tage af sted. Det endte i en meget grim kamp mellem klubben og ham, og det var virkelig dårlige forhold at forhandle under, siger Liam Twomey.

Hun er meget respekteret af folk, der har været på den anden side af forhandlingsbordet - selv i svære forhandlinger

Liam Twomey, journalist The Athletic UK

I 2018 forlængede Andreas Christensen sin kontrakt med London-klubben til 2022, og i den forbindelse udtalte Marina Granovskaia sig på klubbens hjemmeside:

- Den her kontrakt er en belønning for den fremragende form, Andreas har vist i den første halvdel af sæsonen. Han havde vist enormt potentiale, da han skrev under med Chelsea i 2012, og nu nyder han fordelene ved den dedikation og professionalisme, som han har vist lige siden.

Da Andreas Christensen i 2018 forlængede sin kontrakt med Chelsea FC til 2022, var det Marina Granovskaia, der stod for at få aftalen på plads.

- Vi er glade for, at han har valgt at binde sig til Chelsea, og vi ser frem til fire et halvt succesfulde år mere med Andreas i klubben, sagde Marina Granovskaia på klubbens hjemmeside.

Endnu en Chelsea-spiller, der er havnet i Atlético Madrid, er Alvaro Morata. Spanieren blev i 2019 udlejet til Madrid, og kort tid efter kom det frem, at deres samarbejde til den kommende sæson blev permanent,

- Et eksempel på endnu en spiller, der ikke fungerede i Chelsea, og som blev kaldt for et dyrt flop. Granovskaia sørgede for at få næsten alle pengene tilbage fra købet af ham. Og med det in mente, at han ikke anses som en verdensklasse angriber, er det endnu en flot handel, hun har fået i hus, siger Liam Twomey om handlen.

Da Frank Lampard i 2019 vendte tilbage til Chelsea som manager, var Marina Granovskaia med hele vejen.

- Det er en stor ære for os at byde Frank velkommen tilbage i klubben som cheftræner. Frank har en fantastisk viden om klubben, og i sidste sæson viste han, at han er en af de mest talentfulde trænere i branchen, sagde Chelsea-direktøren dengang til klubbens hjemmeside.

Senest i 2020 har Granovskaia stået for kontraktunderskrivelsen med blandt andet tyske Timo Werner, der med en aftale på 410 millioner kroner skifter fra RB Leipzig til Chelsea FC. Også kantspilleren Hakim Ziyech er hentet til fra Ajax.

Selvom Chelsea-direktøren som udgangspunkt er ansvarlig for transfers og kontrakter, er det ikke nødvendigvis hendes eneste ansvarsområde i storklubben.

- Jeg ville være overrasket, hvis der skal tages en stor beslutning i Chelsea, som hun ikke bliver involveret i. Hver gang, der skal laves en stor forhandling, står hun for den, siger Liam Twomey.

I 2016 sikrede Chelsea en historisk stor tøjsponsoraftale med Nike. Som en del af aftalen får klubben knap 500 millioner kroner om året frem til 2032.

- Den forhandlingsproces var Granovskaia en del af, selvom det normalt er uden for hendes ansvarsområde. Men det er et ret godt eksempel på, hvor stærk en forhandler hun er.

En dedikeret og respekteret forretningskvinde

Liam Twomey har sammen med sine kollegaer tidligere skrevet en større artikel om Chelseas rekrutteringsstrategi.

I den forbindelse talte de med folk uden for klubben, der i forhandlinger har siddet over for Granovskaia.

- En af de ting, de fortalte, var, at de ofte får svar på e-mails og lignende meget sent om aftenen, fortæller Liam Twomey.

- Hun er meget respekteret af folk, der har været på den anden side af forhandlingsbordet - selv i svære forhandlinger. De respekterer hende for at være så trofast over for klubbens bedste interesse.

Hvad vi nu ved om fodboldens mest magtfulde kvinde er, at hun har komplet tillid fra manden, der skriver de millionstore checks.

Hun arbejder helst i kulissen og giver aldrig interviews.

Hver gang, der skal forhandles en stor prisaftale på plads i Chelsea, sætter hun altid barren højt, og hun får ofte det, hun beder om.

Og selvom hun er benhård og kvinde, er hun højt respekteret blandt dem, der normalt sidder på den anden side af forhandlingsbordet.

Det er måske fodboldens mest magtfulde kvinde, som kun få tør udtale sig om.