Dansk målmand scorer og sikrer point
Anders Lindegaard sørgede med et mål i kampens slutning for, at Helsingborg spillede 2-2 med Falkenbergs.
Målmanden Anders Lindegaard blev den store helt for Helsingborg søndag.
Ikke fordi, han reddede et straffespark eller en stor chance.
Nej, den danske målmand gik med frem på et hjørnespark med få sekunder tilbage af den ordinære spilletid mod Falkenberg i Allsvenskan og headede bolden i mål til slutresultatet 2-2.
- Det er det første mål i min karriere. Det føles fantastisk at score. Det er samtidig trist at spille 2-2, men vi kom tilbage fra 0-2, lød det fra Lindegaard efter kampen til Dplay ifølge Aftonbladet.
Dermed sørgede han altså for, at Helsingborg kunne sætte en enkelt point på kontoen efter kampen. Det giver klubben, der har fået en tung start på sæsonen, syv i alt efter ni kampe på ligaens tredjesidsteplads.
Den danske keeper har siden sidste sommer spillet for Helsingborg, men er bedst kendt for sin tid i Manchester United fra 2011 til 2015.
På landsholdet er Lindegaard noteret for fem optrædener i 2010 og 2011.
Tidligere Brøndby-back Anders Randrup var ligeledes med for Helsingborg i søndagens kamp.