Fodbold

Hazard har haft den 'værste sæson i karrieren' trods mesterskab

Eden Hazard har været skadet i store dele af sæsonen og nåede aldrig at sætte det aftryk, som han håbede på, da han kom til Real Madrid i 2019.

Se Real Madrids sidste kamp i sæsonen søndag klokken 21.00 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

For et år siden blev Eden Hazard hentet til Real Madrid som klubbens nye stjernespiller.

Forventningerne var, at belgieren skulle begejstre publikum med storslåede offensive præstationer og spille en afgørende faktor i hovedstadsklubbens målsætning om at vinde det spanske mesterskab.

Personligt har jeg helt sikkert haft den værste sæson i min karriere

Eden Hazard

Torsdag aften kom titlen i hus, men Eden Hazards aftryk nåede aldrig at blive så stort, som både Real Madrid og belgieren selv havde ønsket.

- Mit første år har været skidt. Vi har kollektivt vundet mesterskabet, men personligt har jeg helt sikkert haft den værste sæson i min karriere, siger 29-årige Hazard til France Info.

Belgieren skiftede til Real Madrid fra engelske Chelsea, hvor han i en årrække havde været blandt klubbens største stjerner. Men starten i den spanske hovedstad blev forpurret af en muskelskade, der holdt ham ude af spil i de første tre uger af sæsonen.

Eden Hazard nærmede sig i løbet af efteråret sit topniveau, men i slutningen af november blev han ramt af en ankelskade, der kostede ham næsten tre måneder på sidelinjen.

Stjernespilleren kom tilbage og spillede to kampe i februar, inden Hazard på ny blev ramt af en ankelskade. Efter forårets tre måneder lange coronapause har han fået spilletid i en række kampe uden at gøre den store forskel.

Storroser Zidane som træner

I alt har Eden Hazard fået spilletid i 21 kampe for Real Madrid i denne sæson. Selv om han har brugt mere tid på tribunen og bænken end på banen, har han alligevel arbejdet nok sammen med klubbens cheftræner, Zinedine Zidane, til, at han har fået et godt indtryk af ham.

- Vi kender alle Zidane som en spiller. Han var den bedste. Som en træner behøver vi ikke længere at beskrive ham. Han har i løbet af få år vist, at han er en af de bedste trænere.

- Han er en simpel person, der ved, hvordan og hvornår han skal sige tingene. Han har tillid til sine spillere, og spillerne har tillid til ham. Det er sådan, det fungerer, siger Eden Hazard.

Som træner har Zinedine Zidane vundet Champions League tre gange og det spanske mesterskab to gange med Real Madrid.

Mens mesterskabet allerede er i hus for denne sæson, mangler 'Los Blancos' fortsat at færdiggøre Champions League, der er udsat til august. Her skal madrilenerne spille returopgøret mod Manchester City i ottendedelsfinalen efter at have tabt det første opgør på hjemmebane 1-2.

Søndag aften spiller Real Madrid sæsonens sidste kamp i LaLiga, når de møder Leganés.