Coronavirus

Crowdsurfede og festede med fans - AGF-spillere tages ud af truppen

AGF-profilen Mustafa Amini crowdsurfede i Aarhus' gader. Nu tages både han og Zach Duncan ud af truppen, indtil de er coronatestet.

Flere hundrede AGF-fans var søndag aften samlet i Aarhus' gader, hvor de fejrede sejren over FCK og de første DM-medaljer i 23 år.

Midt i menneskemængden dukkede også et par velkendte ansigter op for klubbens fans, da de to australske AGF-spillere Mustafa Amini og Zach Duncan tog del i festlighederne. Spillerne var ikke med på udebaneturen til Parken, da de begge var ukampdygtige.

Mustafa Amini blev løftet i vejret af AGF's fans.

Profilen Mustafa Amini, der har kontraktudløb efter denne sæson, fik stemningen på kogepunktet, da han crowdsurfede henover de mange fremmødte fans, som man kan se i videoen over artiklen.

En slags tømmermænd har dog mødt Amini og Duncan dagen derpå. Foreløbig kan de nemlig ikke omgås resten af spillerne i AGF.

- Med hensyn til Mustafa Amini og Zach Duncan, der tog del i festlighederne i midtbyen, så er de for en sikkerheds skyld taget ud af truppen, indtil de bliver coronatestet tirsdag, oplyser kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, til TV 2 SPORT.

Selve festlighederne blev fulgt nøje af Østjyllands Politi, der mandag morgen udtalte til TV 2, at de ikke så nogen grund til at gribe ind.

Det burde de måske have gjort, hvis det stod til professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Jeg tænker det samme, som da jeg så billederne fra Sunny Beach og fra Skagen; Der er alt for mange mennesker på for lidt plads. Man kan også se, at folk råber og skriger ind i hovederne på hinanden. Og det er det, som skal til, for at smitten kan spredes, siger virologen til Tipsbladet.

Amini crowdsurfede på AGF's fans.

Ingen adgang for andre på Fredensvang

AGF har i forvejen selv lukket fuldstændig ned for Fredensvang, hvor klubben hører til og træner, så hverken fans, publikum eller medier kan komme tæt på under den igangværende coronavirus.

Som en del af genstarten i Superligaen har Divisionsforeningen ligeledes udarbejdet en række protokoller, hvor det fremgår, hvordan man skal agere under anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Heri fremgår det blandt andet meget tydeligt, at man skal undgå fysisk kontakt og holde afstand til folk. Sundhedsmyndighederne anbefaler, at man indtænker rådene, i alt hvad man foretager sig, ligesom det anbefales at holde mindst en meters afstand.

"Vi kan sikre, de ikke er en del af truppen"

TV 2 SPORT har derfor spurgt Søren Højlund Carlsen, hvilket signal det sender for AGF som klub, at to af spillerne vælger at deltage i festligheder med flere hundredvis af fans. Og at Amini desuden crowdsurfede på folk. Det har kommunikationschefen dog ingen kommentar til, men slår fast, at:

- Vi kan gøre det, som vi gør. At spillerne tages ud af truppen og bliver testet. Både Amini og Duncan var skadet og ikke en del af truppen, og de var så i nærheden af festlighederne og tog del i dem. Vi kan sikre, de ikke er en del af truppen, til de er testet.

AGF-fans var både samlet i Aarhus og ved den lokale lufthavn. Østjyllands Politi fulgte festlighederne, men så ingen grund til at gribe ind.

Der er mange restriktioner og krav til fans, som man skal overholde. Spillerne er vel forbilleder, og dem der kan tage første skridt?

- Det kan jeg ikke kommentere, lyder meldingen fra Søren Højlund Carlsen, der ikke på nuværende tidspunkt kan oplyse om, hvorvidt klubbens sportslige ledelse kommer til at tage en snak med spillerne om hændelsen.

Glade og berørte over reaktionen fra AGF's fans

Søren Højlund Carlsen siger desuden, at man i klubben er meget glade og berørte over at se, hvor mange mennesker, der valgte at fejre sejren over FCK. Og at AGF som klub vil opfordre til at passe på hinanden og holde afstand, ligesom spillerne bar mundbind, da de vendte hjem til Aarhus og blev hyldet i lufthavnen af fremmødte fans.

- Alle fans holdt også afstand til spillerne, så man stadigvæk var sammen om at fejre sejren - men på afstand.

Kontakt mellem spillere og fans er ikke nævnt i Divisionsforeningens protokoller, men i forhold til forholdet trænere og spillere imellem er det nævnt, at man efter opfordring fra Kulturministeriet anbefaler, at:

”Ved aktiviteter med kraftig udånding, hvor dråber dannes og slynges længere væk fra personen end ved normal tale, for eksempel ved instruktion af spillere, råb, sang, fysisk anstrengelse med videre, skal der holdes to meters afstand”.

Spillere testes ugentligt

Op til genstarten af Superligaen 28. maj blev det gjort klart, at Superliga-spillerne og al personale omkring truppen skulle testes ugentligt resten af sæsonen.

I pressemeddelelsen lød det, at det var afgørende for at få afsluttet alle kampene i sæsonen.

- Det kan kun ske, hvis vi kan gennemføre det på en ansvarlig måde, både over for spillerne og over for vores sundhedsvæsen. Fysisk kontakt kan ikke undgås i en fodboldkamp, og derfor er vi nødt til at tage ekstra forholdsregler for at minimere smittespredning, sagde direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen ved den lejlighed.

AGF vandt kampen over FCK med 4-2 og rykkede dermed forbi københavnerne i tabellen. Der resterer to spillerunder, hvor AGF møder henholdsvis FC Nordsjælland på udebane og Brøndby på hjemmebane. AGF har ét point ned til FCK på tredjepladsen.

Klubben fra Smilets By har ikke vundet en medalje siden 1997, men er nu sikret som minimum at vinde DM-bronze.