Fodbold

Den sovende kæmpe er ved at vågne - men ingen vil danse med Den Gamle Dame

Hver mandag i resten af denne sæson vil TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen analysere på ugen, der gik i Italien og Serie A.

Sidste uges højdepunkt

Sassuolo!

Bevares, Atalanta er gode, men har I set Sassuolo?

Sjældent har jeg set så stort et hold som Juventus - ja, noget hold for den sags skyld - blive kørt så meget rundt i så store dele af kampen, som det var tilfældet i holdenes 3-3-kamp onsdag aften.

Noget kunne tyde på, at den sovende kæmpe AC Milan er ved at vågne

Sassuolo er et hold fyldt med spændende spillere, blandet andet superdribleren Jeremie Boga, men dét, der imponerede mig mest ved Sassuolo, var deres flydende, velstrukturerede opspil lige fra målmand Andrea Consigli til forreste mand Francesco Caputo. Især den relationelle spilforståelse mellem Manuel Locatelli, Domenico Berardi og omtalte Caputo var utrolig.

Manuel Locatelli spillede nærmest med én berøring kampen igennem og sluttede med en aflevering-succesrate på 98 procent. Og han spiller ikke kun til siden og bagud, skulle jeg hilse og sige. Sassuolos problem var, at de startede kampen dårligt og var bagud 2-0 efter 12 minutter, og at de i 2. halvleg lukkede endnu et mål ind efter en dødbold.

I den resterende del af kampen spillede Sassuolo de forsvarende mestre langt ned under det i øvrigt imponerende græstæppe på Mapei Stadium. Jeg anbefaler, at man køber sin Sassuolo-trøje nu.

Sassoulo leverede et comeback i kampen mod Juventus. Video: Malthe Henriksen

Sidste uges skuffelse

Parmas skrækkelige form!

Siden Andreas Cornelius’ fantastiske hattrick mod Genoa den 23. Juni - anden runde efter genåbningen - har Parma samlet sølle ét point i de syv efterfølgende runder. Senest tabte holdet 3-2 på hjemmebane til Sampdoria efter at have ført 2-0 ved pausen.

Parma lignede længe et hold, der ville lege med om den Europa League-givende syvendeplads, men de er gået helt i stå og befinder sig lige på en 14. plads i tabellen.

Dét, der lignede en drømmesæson for 90’er-favoritterne Parma, som i denne omgang har befundet sig i Serie A siden 2018, er faldet fra hinanden. Cornelius har haft en flot sæson for Parma, men paradoksalt nok bliver en spillers betydning for et hold ofte mest signifikant, når vedkommende ikke er med.

Siden danskerens målfest mod Genoa har han været plaget af diverse skader og kun spillet halvanden kamp. Hvis Parma skal forbedre seneste sæsons 14. plads, skal Cornelius genfinde formen.

Sidste uges oversete

Red Bull Milan og mystiske Mancosu!

Målt på de seneste seks runders resultater er Milan - sammen med Atalanta og Sassuolo - Serie A’s mest formstærke hold. Og spillet begynder også at se virkelig imponerende ud. Især i 5-1-afklapsningen af Bologna lørdag aften var Milan i en klasse for sig.

Den type fodbold, Milan spillede, mindede mig om Red Bull-klubbernes fodbold. Ekstremt højt tempo, angrebsivrigt, endeløs bevægelse. Har Rangnick mon sendt instruktionsbogen til Heavy Metal-fodbold til Pioli sammen med et par gamle VHS-bånd med træningsøvelser?

Det har han nu nok ikke, men det er et pudsigt sammentræf. Noget kunne i hvert fald tyde på, at den sovende kæmpe AC Milan er ved at vågne.

Milan besejrede Bologna stensikkert med 5-1 i Serie A. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

Og så er det i øvrigt værd at bemærke, at Lecces anfører og normale straffesparksspecialist, den sympatiske Marco Mancuso, har sparket ti straffespark i denne sæson.

De første otte blev eksekveret med overlegen elegance, hvorimod de to seneste er blevet brændt - blandt andet søndag aften i bundbraget mod Genoa - begge gange ved at sparke fem meter over mål. Spændende, hvem der sparker næste gang.

Status på mesterskabskampen

Ingen vil danse med Den Gamle Dame!

Endnu engang smed Juventus point - denne gang via 3-3 mod Sassuolo. Det ser dog ikke ud til, at der er nogen, der vil byde Den Gamle Dame op til dans.

I den forgange uge har Lazio spillet 0-0 i Udine, Atalanta 1-1 i Verona og Inter 2-2 i Rom. Havde ulveflokken vundet de tre kampe, havde de haft henholdsvis seks, fire og tre point op til Juventus. I stedet har Juventus matchbold.

Vinder de den kamp, de har i hånden i forhold til Atalanta og Inter, mod Lazio mandag aften, vil Juventus have otte point ned til Inter på andenpladsen med fire runder tilbage. Game Over.

Hvad skal vi glæde os til i denne uge?

Afgørelsens time?

SPAL og Brescia er færdige, men Lecce og Genoa ser ud til at være holdene, der skal duellere om den sidste nedrykningsplads. I den henseende kan onsdag aften blive afgørende.

Her møder Genoa, som efter søndagens sejr over netop Lecce har fire points luft til nedrykningsstregen, de brandvarme lokalrivaler fra Sampdoria, mens Lecce for en sjælden gangs skyld må påtage sig favoritværdigheden, når de tager i mod Brescia.

Vinder Genoa, mens Lecce taber, er det så godt som afgjort, men det omvendte udfald vil bringe holdene inden for en afstand af ét point til hinanden inden de sidste tre runder. Det spidser til.

Genoa vinder 2-1 over Lecce og tager dermed et stort skridt mod endnu en sæson i den bedste italienske liga. Det er tydeligt at se, hvor forløsende 2-1-scoringen var for holdet. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

Hvad mangler vi svar på i denne uge?

Hvor gode er Milan?

Milans form i Serie A er aldeles imponerende. Efter genåbningen er giganter som Roma, Lazio og Juventus blevet nedlagt, men paradoksalt nok er det først i den kommende uge, at Milan for alvor skal testes.

Her venter der nemlig kampe mod himmelstormerne fra både Sassuolo og Atalanta. Efter genåbningen er Atalanta ubesejrede, og Sassuolo har kun tabt til netop Atalanta.

Atalanta nærmer sig 100 mål i Serie A, og Sassuolo har efter genåbningen scoret tre mål mod både Inter og Juventus. Hold på hat og briller, Milan, der er stormvejr forude.