Vilde scener i Aarhus, da AGF-fans fejrede sejren

AGF-fans var både samlet i Aarhus og ved den lokale lufthavn. Østjyllands Politi fulgte festlighederne, men så ingen grund til at gribe ind.

Smilets By blev med ét til 'Festens By', efter AGF søndag aften vandt 4-2 på udebane over FCK.

Da Brøndby tidligere på dagen havde tabt til AaB, var AGF allerede sikre på de første DM-medaljer i 23 år, men med aarhusianernes sejr i Parken indtager AGF nu andenpladsen og ligger lunt i svinget til at vinde sølv.

Det blev i den grad fejret. I selve Aarhus startede festen med det samme, og da spillerne et par timer efter slutfløjt landede i den lille lufthavn Aarhus Airport i Tirstrup, blev de mødt af en stor gruppe fans, der havde taget turen for at hylde deres helte.

Spillerne mødt af romerlys og jubel

Videoerne fra lufthavnen viser, at der blev tændt romerlys, og sang brød ud, da spillerne forlod lufthavnen.

På grund af corona-restriktionerne er det ikke tilladt for udebanefans at være til stede under Superliga-kampe, hvorfor fansene i stedet udnyttede muligheden for at fejre spillerne, da de vendte hjem.

Flere AGF-spillere kastede armene i vejret og jublede med, imens de gik forbi fansene, mens andre taktfast klappede med og lod sig hylde for præstationen og sejren over FCK.

Østjyllands Politi så ingen grund til at gribe ind

35 kilometer sydvest for lufthavnen havde festen på daværende tidspunkt været i gang noget tid i Aarhus.

Efter sejren var i hus, samledes en stor gruppe fans primært omkring Busgaden, foran baren Waxies og nedenfor poolhuset Sharks, mens de dansede og skrålede jublen ud. De flere hundrede fans stod umiddelbart også ganske tæt i disse corona-tider, men politiet kontrollerede festlighederne undervejs.

TV 2 har været i kontakt med Østjyllands Politi, der melder, at alt er forløbet fint.

- Vi har selvfølgelig været nede og holde øje i forhold til antal mennesker, men de var glade, og vi har ikke set nogen grund til at gribe ind, siger Jens Rønberg, der er vagthavende hos Østjyllands Politi.

AGF-profil fik lufttur af fans

Midt i folkemængden dukkede pludselig et velkendt ansigt - og hårpragt - op under festen.

AGF-spilleren Mustafa Amini, der spillede det meste af grundspillet for AGF, men næsten ikke har været på banen i mesterskabsspillet, var ikke en del af kamptruppen mod FCK. Festen formåede han til gengæld at blive midtpunkt i.

Da de mange fans fik øje på Amini, startede sangen 'Mustafa Amini, åh åh åh åh åh', og inden for kort tid crowdsurfede Amini også. Luftturen blev fulgt op med en hyldest til klubbens fans på Instagram:

- Crowdsurfing med de bedste fans... Hvilket resultat, hvilken sejr - og medaljerne er på vej. I fortjener det, Aarhus.

Mustafa Amini blev hyldet af fansene i Aarhus.

Amini har kontraktudløb efter sæsonen, og australieren har givet udtryk for, at han ønsker at forlade Danmark og finde en ny klub i europæisk fodbold.

AGF har ikke vundet en medalje siden 1997, hvor det blev til bronze. Der resterer to spillerunder, hvor AGF møder henholdsvis FC Nordsjælland på udebane og Brøndby på hjemmebane. AGF har ét point ned til FCK på tredjepladsen.