Fodbold

Kane vil formentlig ikke være speciel i andre klubber, siger Mourinho

Harry Kane og Son Heung-Min var begge involverede i Tottenhams mål søndag, hvor det blev til en 3-0 sejr over Leicester.  Richard Heathcote/nmc/pool / Ritzau Scanpix

Harry Kane en er vigtig spiller for Mourinho og Tottenham, men ifølge manageren betyder det ikke nødvendigvis, at han vil være det i en anden klub.

Med anførerbindet på armen, nummer 10 på ryggen og med stribevis af scoringer i støvlerne er der ingen tvivl om, at Tottenhams helt store profil er Harry Kane.

Siden Premier League blev genoptaget, er det i otte kampe blevet til seks scoringer fra den engelske landsholdsspiller.

Det er svært at gøre ham bedre

Jose Mourinho

To af målene blev scoret, da Spurs søndag slog Kasper Schmeichel og Leicester 3-0, og efter kampen blev manager Mourinho spurgt ind til holdets stjerne.

- Jeg tror, at alle synes, han er en fantastisk spiller, og Tottenham er så heldige at have ham, fordi han både er en god spiller, et godt menneske og en Tottenham-profil, sagde Jose Mourinho til Sky Sports og uddybede:

- Alt det tilsammen gør ham virkelig til en særlig spiller for os, men det vil ikke nødvendigvis gøre ham til en speciel spiller for et andet hold.

Sejre og scoringer er afgørende

I løbet af den tre måneder lange suspension af Premier League var Harry Kane ikke afvisende for at forlade London-klubben.

Dengang sagde angriberen, at hvis han ikke følte, at klubben viste ’fremskridt’, ville han overveje at skifte.

Siden da er det blevet til fem sejre og en uafgjort.

- Selvfølgelig vil vi have, at Kane skal være glad, og det kræver, at vi vinder, og han scorer.

- Jeg er så glad for, at han er kommet i den rigtige retning efter den vanskelige skade og ender med at afslutte sæsonen perfekt. Forhåbentlig vil starten af næste sæson blive endnu bedre.

Mourinho er glad for at have Harry Kane på sit holdkort i Tottenham. Efter Premier League blev genoptaget har angriberen stået for seks scoringer i bare otte kampe.

'Tottenham er heldige'

I de klubber, hvor Mourinho tidligere har været træner, har han blandt andet haft Cristiano Ronaldo, Didier Drogba og Zlatan Ibrahimovic på sit holdkort.

Alligevel siger han til Sky Sports, at Harry Kane som angriber er uden sidestykke.

- Det er svært for mig at sammenligne angribere. I næsten hver klub har jeg haft en af de bedste. Men Kane er anderledes. Han har andre kvaliteter. Som angriber, målscorer, holdspiller og leder synes jeg, at han er fantastisk. Det er svært at gøre ham bedre, siger Mourinho

Tottenham ligger lige nu på en sjetteplads i Premier League med kun en enkelt kamp tilbage i denne sæson.

Ender de på den placering, er de sikret en plads i kvalifikationen til Europa League næste sæson.