Fodbold

Kasper Fisker er færdig i Brøndby

Midtbanespilleren Kasper Fisker stopper i Brøndby, når hans kontrakt udløber ved udgangen af juli.

Midtbanespilleren Kasper Fisker får ikke forlænget sin kontrakt hos Brøndby, når den udløber ved udgangen af denne måned.

Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

- Kasper Fisker har været i klubben i tre år og har i den grad sat sit aftryk på Vestegnen. Reaktionen fra fans ved det seneste comeback var et tydeligt statement, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

- Han har taget Vestegnen til sig, og han vil blive savnet af fans og alle os i klubben. Kasper har bidraget med et smittende engagement og en dedikation i dagligdagen, som har gjort en forskel, fortsætter han.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Kasper Fisker, men det er endnu ikke lykkedes.

'Kasper har masser af fodbold tilbage i benene'

Fisker kom til Brøndby i sommeren 2017 og har spillet 67 kampe og scoret fem mål.

Det kunne dog være blevet til meget mere, hvis det ikke havde været for skader. Således har skader spoleret store dele af de seneste to sæsoner for Fisker.

Han fik comeback 9. juli og har siden fået spilletid som indskifter i to kampe.

- De to seneste sæsoner har på grund af nogle ærgerlige skadespauser desværre budt på begrænset spilletid. Jeg har løbende haft snakke med Kasper om fremtiden og det faktum, at tiden hvor vores veje må skilles, har nærmet sig.

- Jeg er helt sikker på, at Kasper har masser af fodbold tilbage i benene, og vi ønsker Kasper held og lykke med de næste skridt i karrieren, siger Brøndbys fodbolddirektør.

Kasper Fisker kom til klubben i sommeren 2017 og har spillet 67 kampe og scoret fem mål, hvoraf det første blev scoret i en Europa League-kvalifikationskamp tilbage i sommeren 2017.