Fodbold

Juventus får høvl i italienske medier efter fuser: - Sensationelt knockout

Juventus får en hård medfart i de italienske medier, der bestemt ikke er imponerede over, at mesterskabsfesten fes ud.

Selvom Matthijs de Ligt tændte lyset i mesterskabskagen for Juventus med sin 1-0-scoring, blev lyset slukket med to scoringer fra Udinese.

Mens champagnen forbliver på køl, kan Juventus-spillerne se frem til en bitter morgenkaffe. For det er ikke behagelige overskrifter, der er i de aviser, de henter i deres postkasser fredag morgen.

De italienske medier holder nemlig ikke igen med kritikken.

- Juve flopper i Udine, står der i La Gazzetta dello Sport.

- Juventus-holdet spiller dårligt og taber fortjent, står der i Corriere dello Sport.

- Sensationelt nederlag, skriver Tuttosport.

Juventus førte ellers 1-0 efter første halvleg, men to scoringer af Udinese i anden halvleg vendte kampen på hovedet.

Det er hårde overskrifter, Ronaldo kan stå op til.

- Sarri forrådt af Ronaldo

Og hverken Cristiano Ronaldo, Paulo Dybala eller Matthijs de Ligt kan se frem til pæne ord, når de læser nærmere om kampen. Ingen af de største stjerner ramte for alvor dagen, og selvom de Ligt kom på måltavlen, så var han stærkt involveret i den afgørende scoring, mens Ronaldo ikke noterer sig for nogen nævneværdig præstation.

- Ronaldo havde en dårlig dag og blev sat helt ud af spillet, står der i Corriere dello Sport om topscoreren, der havde adskillige afslutninger, uden at nogen af dem dog voldte problemer for Udineses målmand, Musso.

- En pludselig opvågning for Sarri, der blev forrådt af Ronaldo-Dybala, skriver Corriere dello Sport videre.

- Fofana får de Ligt til at se dårlig ud, skriver La Gazzetta dello Sport om den afgørende scoring til 2-1.

Heller ikke TV 2 SPORTs fodboldekspert Keld Bordinggaard er imponeret over Juventus' præstation.

- Juventus havde sat sig for, at mesterskabet skulle hjem, og de startede også godt. Men det døde langsomt, slutter han.

Med tre runder tilbage af Serie A har Juventus syv point ned til Atalanta på andenpladsen.

Det dufter derfor unægteligt stadig af mesterskabsfest i Torino, og med et pointtab til Atalanta fredag aften mod AC Milan er Juventus mestre, og så kan overskrifterne hurtigt mere positive.