Fodbold

Tidligere United-spillere er ikke imponeret over Lindegaards jubelscene

Anders Lindegaard får ikke mange roser for sin jubel-spurt ned gennem midten af banen, med armene stift svingende langs kroppen. 9200 Thomas Johansson/tt / Ritzau Scanpix

Anders Lindegaards tidligere holdkammerater i Manchester United mener, at danskeren skal øve sig lidt mere på sine jubelscener.

Han har normalt ret godt styr på at holde bolden ude af sit eget mål, men det kan godt være, den danske målmand Anders Lindegaard skal øve sig på sin jubel, når han scorer et mål.

Det er i hvert fald opfordringen for den danske målmands tidligere holdkammerater i Manchester United, efter han søndag scorede sit første mål som professionel fodboldspiller for sin svenske klub Helsingborg.

- De var ikke imponerede over den måde, jeg jublede på, siger 36-årige Anders Lindegaard til svenske Expressen.

Målmanden var gået med frem på et hjørnespark, netop som de 90 minutter rendte ud, og med et perfekt timet hovedstød udlignede han til 2-2 i udekampen mod bundholdet Falkenbergs.

Fergusons sidste holder sammen

Efterfølgende tog han en løbetur ned gennem midten af banen med armene stift svingende langs siden – og den jubelscene behager altså ikke de tidligere kollegaer, som danskeren stadig jævnligt er i kontakt med.

- Der er mange, der har skrevet. Vi, der var med i Sir Alex Fergusons sidste sæson, har meget kontakt, siger Anders Lindegaard.

Lindegaard blev tiljublet af sine holdkammerater.

Sir Alex Ferguson havde sin sidste sæson som manager for Manchester United i Premier League i sæsonen 2012/2013, hvor de røde fra Manchester vandt mesterskabet.

I den sæson var nogle af profilerne Wayne Rooney, Robin van Persie, Nemanja Vidic og Patrice Evra, men Anders Lindegaard nævner ikke, hvilke tidligere holdkammerater, der har skrevet til ham.

Den danske målmand forlod Manchester United i 2015, hvor han skiftede til West Bromwich, efter han havde tabt kampen om at være førstevalget i Manchester Uniteds mål mod David de Gea.

Problematisk forår

Herefter gik turen over Preston og Burnley, inden han i 2019 vendte hjem til Skandinavien og Helsingborg.

Her har danskeren vogtet buret i syv af de første ni kampe for den traditionsrige svenske klub, der efter en skidt sæsonstart befinder sig lige under nedrykningsstregen på en 14.-plads.

Også uden for banen har Helsingborg problemer.

Tilbage i marts forklarede klubbens formand Krister Azelius, at klubben stod til at tabe 17 millioner i forbindelse med corona-krisen.

-Vi havde en egenkapital på to millioner kroner, da vi gik ind i det her år, og dermed har vi et minus på 15 millioner kroner. Det betyder, at elitelicensen er røget, og at klubbens eksistens er i stor fare, sagde formanden den gang.

Udover Anders Lindegaard er også den tidligere Brøndby-back Anders Randrup på kontrakt i Helsingborg.