Fodbold

Liverpool-anfører hædret efter pragtsæson

Jordan Henderson og holdkammeraterne har været på en sand trofæ-jagt det seneste års tid, og nu er der så personlig hæder til Liverpool-anføreren. Phil Noble / Ritzau Scanpix

Jordan Henderson er blevet kåret som den bedste spiller af foreningen for britiske fodboldjournalister oven på Liverpools mesterskabssæson.

Liverpool har næsten kunnet gå på vandet i denne sæson, hvor de har fejet al modstand af banen i Premier League og sikret klubbens første mesterskab i 30 år.

Særligt trioen i front med Sadio Mané, Roberto Firmino og Mohamed Salah, der til sammen har scoret 45 mål, har fået meget ros, mens forsvarsspilleren Virgil van Dijk og målmanden Alisson Becker har været frontfigurerne i mesterholdets defensiv.

Alligevel er det nu midtbanedynamoen og klubbens anfører, Jordan Henderson, der modtager en flot hæder af hjemlandets journalister.

Foreningen for britiske fodboldjournalister har nemlig kåret den 30-årige englænder som årets bedste spiller.

- Jeg vil gerne understrege, hvor taknemmelig jeg er for støtten fra de, der har stemt på mig og for foreningen generelt, siger Jordan Henderson ifølge Skysports.

Midtbanespilleren modtog næsten en fjerdedel af alle stemmerne og vandt prisen foran Kevin de Bruyne og Marcus Rashford.

Deler prisen med holdkammerater

Med prisen går Jordan Henderson i fodsporene på de to tidligere holdkammerater Steven Gerrard og Luis Suarez samt den nuværende holdkammerat Mohamed Salah, der alle tidligere har vundet prisen.

Netop holdkammeraterne i Liverpool får en stor tak med på vejen.

- Uanset hvor taknemmelig jeg er, så kan jeg ikke tage imod den her pris alene.

- Jeg skylder en masse mennesker en hel masse, men ingen skylder jeg mere end mine nuværende holdkammerater. De har været fantastiske og fortjener den her pris mindst lige så meget som jeg, siger Jordan Henderson.

Midtbanemanden har været i Liverpool siden sommeren 2011 og kunne med Premier League-pokalen i år løfte sit fjerde trofæ som anfører for den britiske topklub, efter de sidste år vandt Champions League, den europæiske Super Cup og VM for klubhold.

Tilbage i januar modtog Jordan Henderson også prisen som årets spiller på det engelske landshold.