Fodbold

Gytkjærs nye klub var i chok over danskerens respons over telefonen

Christian Gytkjær blev tirsdag præsenteret i den italienske Serie B-klub, AC Monza.  Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

I Danmark er der ikke mange, der kender til Berlusconis italienske fodboldklub. Det gjorde Gytkjær heller ikke, da han fik tilbudt en kontrakt der.

A, B, C.

Sådan starter alfabetremsen på de fleste sprog, men i den italienske fodboldklub AC Monza tager de tingene i omvendt alfabetisk rækkefølge.

Det er et voldsomt projekt med vanvittigt dygtige folk bag

Christian Gytkjær

I denne sæson vandt klubben Serie C for sjette gang, og derfor er de nu rykket op i Serie B. Men det er en klub med meget større ambitioner, som den danske angriber Christian Gytkjær kommer ned til. Næste gang skal serie-navnet slutte på A.

- Det første, man hører, når man går ind ad døren hernede, er, at de har store forventninger. Vi skal i Serie A i næste sæson, og det er det eneste, der tæller. Det bliver spændende og fedt at være en del af, siger Christian Gytkjær til TV 2 SPORT.

Den danske landsholdsspiller har i tre år scoret mål på samlebånd for polske Lech Poznań, og da angriberens kontrakt med klubben ophørte, fik han en opringning fra Italien.

- Efter de havde ringet fra Italien første gang, var min agent og jeg lidt tøvende. Og det var de helt i chok over. Det kunne de slet ikke forstå. Men både min agent og jeg skulle lige finde ud af, hvad AC Monza var for noget.

View this post on Instagram

Let’s go! 🇮🇹 #acmonza

A post shared by Christian Gytkjær (@cgytkjaer) on

- Jeg fandt hurtigt ud af, at det er et voldsomt projekt med vanvittigt dygtige folk bag. De har enorme ambitioner og er heller ikke bange for at betale for det.

Råd fra Kjær og Stryger

Før Christian Gytkjær satte den endelige underskrift med AC Monza, sørgede han for at researche sig frem til, hvad klubben var for en størrelse.

Det bliver spændende at se ham hernede

Jens Stryger Larsen, Udinese

I den forbindelse nød landsholdsspilleren godt af, at han har flere danske kollegaer i Italien.

- Da jeg ikke vidste så meget om klubben, så var det nødvendigt for mig at researche lidt. Derfor snakkede jeg blandt andre med Simon Kjær, som havde forhørt sig lidt i Milan om, hvad de sagde til projektet i Monza. Tilbagemeldingerne var kun positive, siger Christian Gytkjær og uddyber:

- Hvis Adriano Galliani og Silvio Berlusconi har med noget at gøre hernede, så ved man, at det bliver gjort ordentligt. De plejer at få det, som de gerne vil have det.

Gytkjær fik før skiftet derudover også en snak med Jens Stryger Larsen, der spiller i Udinese.

- Jeg havde en snak med ham, da det kom tæt på, hvor vi snakkede løst og fast om tingene. Han spurgte lidt ind til, hvordan det er hernede, og jeg gav ham mit syn på det. Nu har jeg jo været her i tre år, så jeg kender en del til, hvordan tingene foregår hernede, siger Jens Stryger Larsen til TV 2 SPORT.

Udinese-danskeren tror dog ikke, at det alene var hans samtale med Gytkjær, der fik ham til at skifte til Italien.

- Det kan da være, at det har været med til at skubbe ham i den retning, men jeg tror ikke, at det kun var min snak, der har gjort det.

- Men det bliver spændende at se ham hernede. De har store ambitioner i klubben, så det bliver spændende at følge dem i næste sæson.

Monza er ikke som enhver anden Serie B-klub. Det er meget voldsomme kræfter, der er i spil her

Christian Gytkjær

Tidligere premierminister med store ambitioner

I Danmark er der måske ikke mange, der kender til AC Monza, men i Italien ved alle, hvem der står bag det ambitiøse projekt.

Klubben er nemlig ejet af den italienske forretningsmand og tidligere premierminister Silvio Berlusconi, der tidligere også har ejet storklubben AC Milan.

Og med et budget, der angiveligt er på niveau med flere klubber fra den bedste halvdel i Serie A, er det ingen overraskelse, at forventningerne er tårnhøje.

- Det er et top-ambitiøst projekt. De har storrenoveret deres stadion og træningsfaciliteter og er klar til Serie A, som er målsætningen i 20/21-sæsonen, siger Martin Mikkelsen, fodboldekspert på TV 2 SPORT.

- Da Gytkjær har fundet ud af, hvad AC Monza er for en størrelse, har han nok lige knebet sig selv i armen.

Christian Gytkjær blev kørt til præsentationen i AC Monzas nye spillerbus.

Den danske angriber blev tirsdag præsenteret på et pressemøde i den italienske klub, hvor han blev kørt ind til mødet i AC Monzas nye spillerbus.

- Jeg blev blæst lidt bagover, da jeg først kom herned. Det var ikke, hvad jeg havde forventet. Men jeg blev enormt positivt overrasket og enormt imponeret af hele projektet. Jeg ved ikke, om jeg måtte knibe mig selv i armen, men jeg blev meget overrasket over, hvor ambitiøst det hele var, siger Christian Gytkjær.

- Monza er ikke som enhver anden Serie B-klub. Det er meget voldsomme kræfter, der er i spil her, og der bliver helt klart gearet op til, at vi skal i Serie A så hurtigt som muligt.

Tættere på landsholdet

Med 24 mål blev danskeren suveræn topscorer denne sæson i den bedste polske række, og i løbet af sine tre år nåede angriberen at score 55 mål fordelt på 102 kampe.

Derfor var det ikke kun AC Monza, der viste interesse for den danske målnæse.

- Der var også tilbud fra andre klubber, som umiddelbart spiller i højere ligaer og divisioner end Monza. Men det indtryk, jeg fik af Monza, gjorde, at jeg valgte dem. Det føltes mest rigtigt.

På landsholdet har Christian Gytkjær spillet ni kampe og scoret fem mål, men han håber på at kunne tilføje flere kampe og mål til landsholdsstatistikken.

Derfor var det en god idé for danskeren at vælge en europæisk klub.

- Der er ingen tvivl om, at jeg havde ambitioner om at blive i Europa, så jeg stadig kan være en del af landsholdet. Jeg tror heller ikke, at Serie B er på et lavere niveau end i Polen. Så jeg tror nok, at det med landsholdet skal ordne sig, så længe jeg fortsætter med at præstere.

Et råd til 'rovdyret' om Berlusconi

Selvom ambitiøse AC Monza kun lige er rykket op i Serie B, og Gytkjær kommer med masser af succes og mål i støvlerne, venter der dog ikke den 30-årige dansker nogen nem opgave.

- Det er et modigt skifte af ham. Han er ikke bange for at hoppe ned i et cirkus, hvor der er rigtig meget pres på. Han har alt og tabe, men det afskrækker ham ikke. Han er iskold, siger ekspert Martin Mikkelsen.

Christian Gytkjær har spillet ni landskampe for Danmark og kvitteret med fem mål.

Derfor tror han også på mål og succes for den danske angriber.

- Han skal være deres målscorer, og han kommer til at ligge som et rovdyr i feltet.

Men når "rovdyret" træder uden for kridtstregerne, er det en god idé at fedte lidt for Berlusconi, anbefaler Eva Ravnbøl, TV 2s korrespondent i Italien.

- Jeg vil råde ham til at skrue op for charmen, det kan Berlusconi godt lide. Han kan godt lide typer, der har kvikke bemærkninger og beundrer ham en lille smule, siger hun og uddyber:

- Han skal bare fortælle nogle sjove historier, smile meget og tale godt om nogle af Berlusconis store bedrifter.

Dét råd vil Christian Gytkjær huske, når han støder på Berlusconi i Monza.

- Det må jeg skrive mig bag øret. Det er jo nogle store personligheder, der er her i klubben, og man mærker hurtigt, at det er mennesker, der er vandt til at vinde.

Om det tidligere Serie C hold formår at rykke fra Serie B til Serie A med Christian Gytkjær i front, vil tiden vise.