Fodbold

Inter vil forlænge med stjerne - ekspert tror mere på Barca-skifte

Hvis Lautaro Martinez har svært ved at finde ud af, hvor han fremover skal spille, er det til at forstå. Barcelona meldes stærkt interesseret i ham, men Inter kæmper for at få forlænget med deres angrebsesstjerne.  Jennifer Lorenzini / Ritzau Scanpix

Inters angrebsstjerne Lautaro Martinez bliver konstant rygtet til Barcelona, men nu siger Inters direktør, at der arbejdes på en forlængelse.

Kvaliteterne er ikke til at tage fejl af.

Inters Lautaro Martinez er en ekstremt dygtig fodboldspiller, og derfor er han adskillige gange blevet sat i forbindelse med FC Barcelona.

Men selvom kursen ifølge diverse rygter har været sat mod Barcelona for den 22-årige argentinske offensivspiller, så er et skifte ikke så sandsynligt ifølge Inters fodbolddirektør Giuseppe Marotta:

- Inter vil skrive en lang kontrakt med Lautaro (Martinez, red.), siger han til Sky Sports.

Inter har på det seneste oprustet kraftigt - blandt andet med tilgangen af danske Christian Eriksen. Og nu er fokus rettet mod at få tilknyttet klubbens talenter på længere kontrakter.

- Det drejer sig om flere af spillerne. Især de unge spillere, som vi ønsker at få papir på over en længere periode, og Lautaro er en af dem. Vi tager det med ro, og vi har tillid til hinanden. Han er glad for at bære Inter-trøjen, og vi er glade for ham, siger Giuseppe Marotta.

Fodboldekspert tror mere på Barcelona-skifte

Helt så sikker mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bisgaard dog ikke, at Inter skal være i forhold til at få forlænget kontrakten med deres stjernefrø.

- Inter må have en fornemmelse af, hvad han har lyst til, når de går ud og siger sådan. Men det kan også være et spil fra Inter. Min fornemmelse er, at han nok er på vej væk, siger han.

I denne sæson har det argentinske angrebses scoret 13 gange i ligaen, men efter coronapausen har der været længere mellem jubelscenerne end tidligere. Bare to mål er det blevet til i de seneste ti Serie A-kampe.

Alligevel virker interessen ikke til at være kølnet af fra hverken Barcelona eller Inter for at få papir på den eftertragtede argentiner.

Derfor bliver det formentlig op til Lautaro Martinez selv at finde ud af, hvad der skal ske.

- Hvis Lautaro Martinez ønsker at spille for Barcelona og i LaLiga, så bliver det svært at holde på ham for Inter, siger Morten Bisgaard.

Inter og Lautaro Martinez har tre kampe tilbage af sæsonen i Serie A, hvor de kæmper for andenpladsen.

Næste kamp er lørdag klokken 19.30, når de på udebane møder Genoa.