Fodbold

- Det har aldrig føltes tættere på, siger Thomas Frank inden skæbnekamp

Efter nederlag i de to seneste kampe indleder Brentford søndag playoffspillet om oprykning til Premier League.

Danskerklubben Brentford FC kæmper søndag videre for at sikre sig oprykning til Premier League.

Her indleder cheftræner Thomas Franks mandskab på udebane playoffspillet i The Championship mod Swansea i den første af to dueller mod det walisiske mandskab.

Stoke-kampen gjorde ondt, og Barnsley-nederlaget gjorde endnu mere ondt. Det er klart.

Thomas Frank

Den samlede vinder sikrer sig retten til at møde enten Cardiff eller Fulham i oprykningsfinalen på Wembley om halvanden uge.

- Vi går ind til playoff-spillet som det bedste af de fire hold, men forskellen er lille.

- Det kan blive hvem som helst af de fire, der rykker op, men jeg synes, at vi har en lille fordel, og den skal vi udnytte, siger Thomas Frank.

Missede oprykningspladser

Ritzau taler med Brentford-træneren søndag formiddag - få timer før at holdet møder Swansea klokken 19.30 dansk tid.

Efter coronapausen ramte Brentford-holdet en forrygende form, og holdet hentede otte sejre i træk.

Thomas Franks mandskab havde en pæn chance for at tage en af de to direkte oprykningspladser til Englands bedste fodboldrække, men så stoppede sejrsstimen.

Først tabte Brentford med 0-1 til Stoke, og tidligere på ugen måtte holdet også se sig besejret med 1-2 af Barnsley.

I stedet satte Leeds og West Bromwich Albion sig på de to direkte oprykningspladser til verdens måske bedste fodboldrække.

Den danske Brentford-træner føler dog, at holdet har rejst sig.

- Stoke-kampen gjorde ondt, og Barnsley-nederlaget gjorde endnu mere ondt. Det er klart.

- Men det er en sej gruppe, og spillerne har talt tingene igennem med hinanden, og jeg har sat nogle ord på, hvor godt vi rent faktisk har gjort det, forklarer Thomas Frank.

Alle begynder jo at tænke, om det var på grund af presset.

Thomas Frank

Han mener ikke, at spillerne skal lade sig påvirke af, at resultaterne ikke er gået Brentfords vej den seneste uges tid.

- Det er i modgang - hvis man kan kalde det modgang, når vi har tabt to kampe - at man viser, hvad man er lavet af.

- Der er to muligheder. Den ene er at sætte sig ned og græde og mene, at verden er forfærdelig. Eller man kan rejse sig op og kæmpe videre. Vi er klar og har rejst os op, siger Frank.

Klar på at tage den næste chance

Selv om om Brentford med en sejr over Barnsley tidligere på ugen kunne have sikret sig oprykningen, så føler cheftræneren fortsat, at Premier League er tæt på.

- Det har aldrig føltes tættere på. Jeg er med på, at der var en chance i onsdags, men vi er klar på at tage den næste chance, siger han.

Selv om Brentford har ramt et dyk på et tidspunkt, hvor holdet sværmede om den direkte oprykning til Premier League, så er Thomas Frank tilfreds med det, spillerne har leveret i de seneste to kampe.

- Alle begynder jo at tænke, om det var på grund af presset.

- Men kigger man med neutrale øjne på Stoke-nederlaget, så var det en lige kamp mellem to hold, hvor vi dominerede og havde flest chancer og muligheder.

- I seks-syv ud af ti kampe ville vi vinde eller få uafgjort. Det samme vil jeg sige i forhold til kampen mod Barnsley.

- I fodbold er der bare masser af tilfældigheder, der kan gå begge veje. Men det er også to kampe, vi har lært noget af, og så må vi bare komme videre. Vi står med en enestående mulighed for at komme ind i det forjættede land, og vi er klar - klar til at angribe, siger den danske træner.

"To tætte kampe" mod Swansea

Søndagens modstander fra Swansea har Brentford allerede slået to gange i denne sæson.

- Vi har haft et godt tag på Swansea, og det tager vi med ind til kampene, men vi ved alle sammen, at det bliver to tætte kampe.

- De har ændret formation siden sidst og spiller nu med en tre- eller fem-back-kæde, så det bliver nok lidt sværere at bryde dem ned, siger Thomas Frank.

De to hold står over for hinanden igen på onsdag på Brentfords hjemmebane.

Playoff-finalen spilles 4. august på Wembley.