Fodbold

Fischer lod sølvmedalje hænge i Parken: - Pinligt at blive opdaget, siger ekspert

FC København sikrede sig sølvmedaljerne med en sejr over FC Nordsjælland. Medaljen var tilsyneladende ikke af en karat, som Viktor Fischer kunne lide.

I et ensomt og forladt hjørne af Parken hang søndag aften en DM-sølvmedalje.

Ejeren var der tilsyneladende ikke nogen grund til at efterlyse, for FCK-spilleren Viktor Fischer havde selv valgt at efterlade medaljen og tage hjem.

Jeg synes faktisk, det er pinligt for ham, det bliver opdaget

Morten Bruun, fodboldekspert Canal 9

Det kunne Canal 9's reporter Kasper Marker fortælle fra sin position i kulissen, hvor billederne også viste en sølvmedalje hænge på rækværket.

- Viktor Fischer kom gående oppe fra omklædningsrummet med en sølvmedalje i hånden. Så valgte han så at hænge den på rækværket og ellers spadsere ud mod sin bil. Så hvis der er nogen, der har lyst til en sølvmedalje, så hænger den her til fri afhentning, lød det.

I Superliga-studiet fik det efterfølgende Canal 9's fodboldekspert Mikkel Bischoff til at udtrykke, at det var mangel på respekt, og at mange ville gøre meget for at få sådan en medalje.

'Mærkeligt og pinligt'

Den holdning blev til fulde bakket op af hans kollega Morten Bruun.

- Jeg er helt sikkert på samme linje. Jeg kan ikke forstå, at han ikke trods alt føler sig som en del af dem, der har vundet sølvmedaljen. Vel har han været meget skadet, men der har også været lyspunkter.

- Det er meget mærkeligt. Jeg synes faktisk, det er pinligt for ham, det bliver opdaget, sagde fodboldekspert Morten Bruun.

Viktor Fischers 2020 har været præget af flere skader, så spilletiden har været yderst begrænset.

Senest var han på banen i sidste kamp af grundspillet, hvor han fik et kvarter på banen mod Randers, men efterfølgende blev han skadet igen og skulle gennemgå en operation.

Efter et efterår i 2019 med masser af spilletid har det derfor betydet, at Fischer sluttede sæsonen med slet ikke at være en del af truppen i samtlige kampe af mesterskabsspillet.

Allerede om ti dage venter der en ny udfordring for københavnerne, når returopgøret mod tyrkiske Istanbul Basaksehir i Europa League skal spilles.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra FC København om, hvorfor Fischer lod sølvmedaljen hænge, og hvorvidt det var Fischers egen medalje.