Fodbold

Brøndby sælger midtbanespiller

Tibbling forlader Brøndby. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Brøndby sælger den svenske midtbanespiller Simon Tibbling til FC Emmen i Holland.

Det er slut med kampe i den gule Brøndby-trøje for svenske Simon Tibbling.

Den danske klub oplyser på sin hjemmeside, at Tibbling er blevet solgt til den hollandske klub FC Emmen.

Tibbling var en stor profil under den tidligere træner Alexander Zorniger, men han har haft svært ved at spille sig på holdet under træner Niels Frederiksen i denne sæson. Derfor er timingen for et salg den rette, mener sportsdirektør Carsten V. Jensen.

- Vi takker Simon for hans indsats i Brøndby IF, hans altid positive humør og ikke mindst evnerne som fodboldspiller. Seneste periode er det imidlertid blevet til mindre spilletid end forventet, og vi er enige med Simon i, at timingen for en transfer kunne være rigtig denne sommer.

- Der er ingen tvivl om, at Simon vil blive savnet af mange i Brøndby IF, og vi sender ham videre i karrieren med de bedste ønsker for hans fremtid, siger Carsten V. Jensen.

'Et gensyn med gamle bekendtskaber'

Brøndby hentede også Tibbling i Holland i 2017. Da tørnede han ud for Groningen. Nu går turen til FC Emmen, der sluttede som nummer 12 i den forkortede sæson i Æresdivision i det forgange forår.

- Jeg ser tilbage på min tid i Holland med stor glæde. Det bliver et gensyn med mange gamle bekendtskaber i FC Emmen, og det kan jeg godt lide. Hvis du allerede kender træneren og en række spillere, er det altid nemmere hurtigt at føle dig hjemme i en ny klub, siger Simon Tibbling til sin nye klubs hjemmeside.

Den 25-årige Tibbling fik tre sæsoner i Brøndby og spillede 89 superligakampe for klubben.

Han havde to år tilbage af sin kontrakt på den københavnske vestegn.

Simon Tibbling, der har spillet 109 kampe for Brøndby IF med 10 mål til følge, skifter til FC Emmen i den bedste...

Posted by Brøndby IF on Monday, July 27, 2020