Fodbold

Fischers efterladte medalje hænger ikke længere på et gelænder i Parken

Viktor Fischer fik ikke sin medalje med hjem fra Parken, da han glemte den efter en fotosession. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Det var travlhed og forglemmelse, der gjorde, at Viktor Fischer ikke fik sin medalje med hjem efter søndagens medaljeoverrækkelse.

Mens FC Midtjylland-spillerne måske vågner med deres Superliga-guldmedaljer om halsen efter en nat med fejring af det danske mesterskab, er FCK-profilen Viktor Fischer nødt til at komme udenfor for at finde sin sølvmedalje frem.

Efter søndagens sejr over FC Nordsjælland fik FC København overrakt medaljer af det næstfineste karat, men Viktor Fischer fik den ikke med hjem fra Parken.

- Den blev glemt af Viktor, der efter kampen skulle have taget nogle fotos i rummet, der hvor den hang, skriver FCK’s pressechef Jes Mortensen i en SMS til TV 2 SPORT.

- Han ringede til mig, da han opdagede det, og den er nu på mit kontor, indtil jeg ser ham.

Det var Canal 9's reporter Kasper Marker, der fra sin position i kulissen havde set Viktor Fischer gå fra sin medalje, hvor billederne også viste en sølvmedalje hænge på rækværket.

'Mærkeligt og pinligt'

I første omgang blev det set som en bevidst handling fra Viktor Fischer, og det fik Canal 9's fodboldekspert Mikkel Bischoff til at udtrykke, at det var mangel på respekt, og at mange ville gøre meget for at få sådan en medalje.

Den holdning havde ekspertkollegaen Morten Bruun også.

- Jeg er helt sikkert på samme linje. Jeg kan ikke forstå, at han ikke trods alt føler sig som en del af dem, der har vundet sølvmedaljen.

- Det er meget mærkeligt. Jeg synes faktisk, det er pinligt for ham, at det bliver opdaget, sagde fodboldekspert Morten Bruun.

Viktor Fischer har ikke spillet meget i 2020, hvor skader har præget den kreative offensivspiller

Hans seneste kamp var i grundspillets sidste kamp mod Randers. Efterfølgende blev han skadet igen og skulle gennemgå en operation.

Efter et efterår i 2019 med masser af spilletid har det derfor betydet, at Fischer sluttede sæsonen med slet ikke at være en del af truppen i samtlige kampe af mesterskabsspillet.

Allerede om ti dage venter der en ny udfordring for københavnerne, når returopgøret mod tyrkiske Istanbul Basaksehir i Europa League skal spilles.