Fodbold

Ronaldo tæt på kopi af 'guddommeligt mål' - fuldstændig vanvittigt, siger ekspert

Ronaldo var søndag tæt på at score på en nærmest tro kopi af det vanvidsmål, han scorede i det omvendte opgør mod Sampdoria.

Man kunne et kort øjeblik tro, man så en genudsendelse.

Men det var bare Cristiano Ronaldo, der igen trodsede tyngdekraften.

I søndagens kamp mod Sampdoria var han tæt på at overliste Emil Audero fra tredje sals højde. Men keeperen reddede, og der blev tilmed dømt frispark mod en noget frustreret Ronaldo.

Sådan her så det ud, da Ronaldo i det omvendte opgør mod Sampdoria i december scorede sejrsmålet.

. Video: Nicolai Margon Madsen

Sammenligningen fik også hurtigt lamperne til at blinke i kommentatorboksen.

- Det er jo næsten en kopi af det her guddommelige mål, han lavede mod netop Sampdoria i det omvendte møde tilbage i december, sagde Martin Gottschalk Aksglæde, kommentator på TV 2 SPORT.

Her nåede han en utrolig højde på hele 2 meter og 56 centimeter.

Kasper Lorentzen, ekspert på TV 2 SPORT, var også fuld af beundring over Cristiano Ronaldo.

- Det er fuldstændig vanvittigt, hvad han formår at gøre som atlet på en fodboldbane. Der er han bare foran mange andre – alle andre, sagde Kasper Lorentzen.

Ronaldo scorede ikke denne gang, men det gjorde han i december. Her var blandt andre modstanderholdets træner meget imponeret.

- Ronaldo scorede i NBA-stil - han var deroppe i halvanden time, sagde Claudio Ranieri ifølge mediet as efter kampen.

Ronaldo og Bernardeschi sikrede mesterskabet

Det enorme afsæt gav som sagt ikke pote, men 27 minutter senere var Cristiano Ronaldo på pletten.

Kort inden pause scorede han til 1-0 for Juventus.

Federico Bernardeschi udbyggede i anden halvleg føringen til 2-0.

Cristiano Ronaldo kunne med et straffespark kort før tid sætte prikken over i'et, men han hamrede sit forsøg på overliggeren.

Ærgerligt for Cristiano Ronaldo, som med to runder tilbage er tre mål efter Lazios topscorer Ciro Immobile, som med et hattrick i søndagens kamp mod Verona nu står noteret for 34 mål.

Topscorer-titlen er stadig i spil, men én ting er sikkert for Cristiano Ronaldo.

Han og Juventus er med søndagens 2-0-sejr italienske mestre - 'Den gamle dames' mesterskab nummer 36 og niende i træk.