Fodbold

Metal, nedrykning og Capocannoniere - det er på spil i sidste uge af Serie A

Cristiano Ronaldo og Ciro Immobile kæmper om topscorer-titlen i Serie A.  Giuseppe Cacace / Scanpix Denmark

Kampen om nedrykning og medaljer lever i bedste velgående i Serie A. Få overblikket over, hvad der er på spil inden de to sidste spillerunder.

Det stod næsten skrevet i stjernerne, at Juventus ville blive italienske mestre for niende gang i streg.

Og trods lidt svinger i valsen blev det søndag aften en realitet, da Den Gamle Dame vandt 2-0 hjemme mod Sampdoria.

Dermed er Scudetto-trofæet uddelt, men det er ikke ensbetydende med, at de sidste to spillerunder i Serie A bliver uden betydning.

Medaljekampen

Top-fire holdene er på plads. Det betyder også, at det er bestemt, at Juventus, Inter, Atalanta og Lazio skal repræsentere Italien i næste sæsons udgave af Champions League.

Men kampen om sølv og bronze er til gengæld helt åben. Det er blot et enkelt point, der adskiller de tre hold på henholdsvis anden- tredje- og fjerdepladsen.

Kampen om metallet kommer formentlig til at gå helt ind til sidste spillerunde, hvor Atalanta og Inter mødes i en direkte duel.

Top-fire i Serie A i skrivende stund.

De europæiske pladser

Femte- og sjettepladsen i Serie A er adgangsgivende til næste sæsons Europa League. Det ligger fast, at det bliver enten Roma, AC Milan eller Napoli, der snupper de to pladser.

Napoli vandt dog Coppa Italia tidligere på sommeren, hvorfor de den vej igennem er sikret en plads ind i Europa League-gruppespil.

Derfor er de tre hold sikre på at spille europæisk fodbold i næste sæson, men der er stadig forskel på at blive nummer fem eller seks. Femtepladsen giver en billet til gruppespillet, mens holdet, der ender på sjettepladsen, skal gennem en kvalifikation for at komme til gruppespillet.

Ender Napoli som nummer fem eller seks, vil det være syvendepladsen, der skal i Europa League-kvalifikationen.

Top-otte i Serie A i skrivende stund.

Nedrykning

For Spal og Brescias vedkommende er det slut med Serie A-fodbold i denne omgang.

Begge hold har bogstavelig talt smidt håndklædet i ringen, da der ikke længere er en matematisk mulighed for at overleve.

Derfor bliver det en direkte duel mellem Lecce på 18. pladsen og danskerkolonien Genoa på 17. pladsen om at undgå den sidste plads ud af Serie A.

Lecce har 32 point, mens Genoa har 36 point. Så med to runder igen står Schöne, Lerager og Ankersen med de klart bedste kort på hånden for at sikre overlevelse.

Lecce møder Udinese og Parma, mens Genoa skal krydse klinger med Verona og Sassoulo.

Topscorertitlen

Cristiano Ronaldo havde lige akkurat nået at indhente Lazios Ciro Immobile på topscorerlisten, inden den italienske bomber noterede sig for et hattrick søndag aften.

Dermed er Lazio-angriberen på imponerende 34 Serie A-mål i denne sæson i modsætning til Ronaldos 31 mål.

Immobile ligger lunt i svinget til at snuppe Capocannoniere-hæderen, medmindre den portugisiske verdensstjerne lige pludselig går målamok i de sidste to spillerunder i støvlelandet.

Med til historien hører også, at der har været historisk mange straffespark i denne sæson. Faktisk har der aldrig været dømt flere straffespark i en enkelt sæson, end hvad tilfældet er i Serie A i år.

Det betyder også, at Immobile har lavet 14 af sine mål fra pletten, mens Ronaldo har præsteret 12 mål på straffespark. Immobile havde altså blot noteret sig for 20 mål uden sine straffesparksscoringer, mens Ronaldo havde været på 19 mål.

Det skal naturligvis ikke tage noget fra de flotte tal, men det giver lidt en flad fornemmelse af så flot en målhøst. Som når en pizza bliver serveret uden ost, eller når en forårsrulle kun indeholder løg.