Fodbold

AGF slider sig til sidste plads i Europa

AGF kan juble. De er klar til europæisk fodbold.  Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

De nykårede bronzevindere fra AGF sluttede sæsonen af med at booke en plads i europæisk fodbold efter en sejr i finalen i Europa-playoff over OB.

For første gang i otte år skal AGF prøve kræfter med europæisk fodbold.

Det står klart, efter de onsdag vandt kampen om den sidste danske plads i Europa League over OB med 2-1.

Bronzevinderne kom foran 2-0 i det 47. minut, og herfra begyndte en hård kamp i regnen for at holde fast i føringen. Dette lykkedes, og derfor afsluttede aarhusianerne en historisk sæson med en billet i Europa og kæmpe jubel i 'Smilets By'.

Senest AGF var i Europa, tabte de samlet med 2-5 til georgiske Dila Gori i kvalfikationen til Europa League.

Ud over AGF skal også FC København og Sønderjyske forsøge at kvalificere sig til Europa League, mens mestrene fra FC Midtjylland skal spille Champions League-kvalifikation.

Referat

Af Ritzau

I en chancefattig første halvleg var det først i halvlegens slutning, at AGF's Bror Blume brød dødvandet.

Efter flotte kombinationer i det 44. minut tog han chancen fra kanten af straffesparksfeltet og han knaldede bolden i mål langs det våde græs.

AGF-træner David Nielsen var naturligvis lykkelig efter sejren.

OB skulle derfor jagte efter pausen, men der var blot spillet et minut af anden halvleg, da angriberen Patrick Mortensen fordoblede AGF's føring.

Han blev lidt besynderligt spillet fri af en tackling og sendte sikkert bolden ind bag Oliver Christensen i OB-målet.

Hollandske Kevin Diks burde bare et minut senere have lukket kampen for AGF, men skarpheden udeblev.

I stedet kom der igen spænding i kampen, da unge Max Fenger lidt efter headede Kasper Larsen fri, og han reducerede til 1-2 for fynboerne.

OB forsøgte herefter at få etableret det nødvendige pres for udligningen, men AGF holdt stand til stor glæde for publikummet på Ceres Park.