Fodbold

Flyvende danskerklub klar til milliardkamp

Thomas Frank og Brentford er klar til finalen på Wembley. Vinder de her, er de i Premier League. Dylan Martinez / Ritzau Scanpix

Thomas Franks Brentford er ét skridt tættere på at skrive klubhistorie. På tirsdag sender en sejr dem i Premier League.

Brentfords fem danske spillere og cheftræner er én kamp fra en plads Premier League.

Efter det skuffende nederlag på 0-1 i første semifinale i EFL Championship-playoffs mod Swansea rejste danskerklubben sig på flotteste vis og vandt returkampen med 3-1.

Den samlede sejr på 3-2 sender London-klubben i finalen i Wembley om en plads i Premier League og en økonomisk gevinst på 170 millioner pund, som svarer til 1,4 milliarder kroner.

Cheftræner Thomas Frank sendte fire danskere i aktion i form af Mathias Jensen, Christian Nørgaard, Henrik Dalsgaard og Emiliano Marcondes. Sidstnævnte bragte hjemmeholdet foran 2-0 med et flot hovedstød. Mads Roerslev overværede hele kampen fra bænken.

Slaget om Premier League-pladsen står tirsdag. Her møder Brentford møder enten Fulham eller Cardiff, der spiller sin sidste semifinalen torsdag.

Referat

Af Ritzau

Brentford med de mange danske spillere og Thomas Frank som cheftræner er klar til at spille oprykningsfinale til Premier League på selveste Wembley på tirsdag.

Holdet havde ellers tabt den første semifinale med 0-1 på udebane til Swansea, men i onsdagens returkamp vandt Brentford hjemme med 3-1 og altså 3-2 sammenlagt.

Brentford var i en god position til at snuppe andenpladsen i Championship, der ville have givet direkte oprykning til Premier League, men holdet snublede og tabte de to sidste kampe.

Derfor endte holdet i playoffspil, hvor holdene fra tredje- til sjettepladsen, kæmper om den sidste oprykningsplads, og nu er Brentford bare en sejr fra Premier League.

Efter tre nederlag i træk var det et stålsat Brentford-hold, man så onsdag aften, og sejren var helt fortjent.

Fire danskere fra start

Thomas Frank startede med Henrik Dalsgaard på højrebackpositionen og med en ren dansk midtbane bestående af Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Emiliano Marcondes. Det skulle vise sig at være en glimrende idé.

Inden der var spillet et kvarter, havde både Jensen og Marcondes banet vejen for mål.

Brentford havde indledt kampen aggressivt og offensivt, og det gav fra start store chancer.

Ti minutter var spillet, da den tidligere FC Nordsjælland-strateg Mathias Jensen fra midten af egen banehalvdel lagde en forrygende, flad aflevering, der blev til en friløber. Den udnyttede Ollie Watkins koldblodigt til 1-0.

Så var stillingen lige sammenlagt, men bare fire minutter senere var Brentford også i front samlet.

Dansk scoring til 2-0

Said Benrahma sendte et indlæg ind i feltet, og Marcondes headede bolden ind til 2-0 med ryggen til mål.

Trods chancer i begge ender blev der ikke scoret yderligere i halvlegen, men det blev der til gengæld allerede 52 sekunder efter pausen.

Brentford spillede bolden godt rundt, og fra venstrekanten sendte Rico Henry et indlæg mod midten, hvor Bryan Mbeumo flugtede 3-0-scoringen ind.

Hjemmeholdet så ud til at køre sejren sikkert hjem, men tåbeligt forsvarsspil af Pontus Jansson gav Swansea nyt håb. Med 12 minutter tilbage forsøgte svenskeren at cleare en forholdsvis ufarlig bold med hælen, men han mislykkedes, så Rhian Brewster reducerede med 12 minutter tilbage.

Brentford holdt dog stand og er nu klar til Wembley 4. august. I finalen skal Brentford formentlig møde Fulham, der i sin første semifinale på udebane slog Cardiff med 2-0. De spiller returkamp torsdag.