Fodbold

Ibrahimovic' soloshow sikrer Milan ny storsejr

Zlatan Ibrahimovic scorede to mål, da Milan vandt klart. Sejren betyder, at holdet ikke har tabt i de 11 kampe efter coronapausen.

Zlatan Ibrahimovic er 38 år, men det stopper ikke den svenske angriber fra at brillere.

Onsdag aften fortsatte de flotte Milan-takter, da holdet sikrede sig en sejr på 4-1 på udebane mod Sampdoria, hvor Simon Kjær spillede hele kampen i Milans forsvar.

Det var dog en anden skandinaver, der fik Milan på tidlig vinderkurs. Således scorede Zlatan Ibrahimovic allerede efter tre minutter.

Ante Rebic afleverede bolden ind foran mål, hvor Ibrahimovic koldblodigt headede føringsmålet ind.

Otte minutter efter pausen var svenskeren igen på spil. Denne gang viste han stort overblik og headede bolden ned for fødderne af Hakan Çalhanoglu, der kunne halvflugte bolden i nettaget til 2-0.

Så gik det stærkt. Bare fire minutter senere slog Milan kontra, og Ibrahimovic sparkede 3-0-målet ind fra en fri position i feltet.

Kort før tid var det så en nordmand, der pyntede på facit for Sampdoria, da Kristoffer Askildsen scorede med et flot, behersket langskud til 1-3.

Milan fik dog det sidste ord med Rafael Leaos mål til 4-1 dybt inde i tillægstiden.

Juventus sparede på profiler i 0-2-nederlag

Juventus' nykårede mestre fortsatte den resultatmæssige slingrekurs, måske også som følge af at have sikret det niende mesterskab på stribe søndag i sidste uge.

Juventus tabte 0-2 ude til Cagliari og har således tabt tre af de seneste syv ligakampe.

Mestrene var uden spillere som Paulo Dybala og Matthijs de Ligt, men stillede trods alt op med Cristiano Ronaldo, mens 42-årige Gianluigi Buffon fik sin Serie A-kamp nummer 649 i målet.

Roma sikrede sig femtepladsen og en direkte plads i Europa League, da holdet vandt 3-2 ude over Torino.

Danskerklub ydmyget i jagten på overlevelse

Lazio holdt sig inde i kampen om andenpladsen med en hjemmesejr på 2-0 over Brescia. Inden sidste runde ligger Lazio på fjerdepladsen med 78 point, mens Inter og Atalanta har henholdsvis 79 og 78 point på de foranliggende pladser.

Lasse Schöne, Lukas Lerager og Peter Ankersen kunne intet stille op, da de tabte 5-0 til Sassoulo i Serie A. Video: Nicolai Dvinge

Topscorer Ciro Immobile scorede til 2-0 med sit 35. ligamål i sæsonen. Dermed er han bare et mål fra at tangere Gonzalo Higuains rekord for flest scorede mål i en enkelt Serie A-sæson.

I den anden ende af tabellen havde Genoa muligheden for at sikre sig en ny sæson i Serie A, men det skete ikke i denne omgang. Med Lasse Schöne, Lukas Lerager og Peter Ankersen i aktion tabte Genoa med 0-5 ude til Sassuolo.

Da Lecce samtidig vandt 2-1 ude over Udinese, kan Lecce stadig hente Genoa i sidste spillerunde. Der er et point imellem dem.