Fodbold

Racisme har fået Premier League-profil til at frygte Instagram

Wilfried Zaha. Glyn Kirk / Ritzau Scanpix

Tidligere på måneden anmeldte Wilfried Zaha en bruger for racisme, som viste sig at være en 12-årig dreng.

Crystal Palace-profilen Wilfried Zaha har fået nok af racisme på sociale medier.

Ifølge ivorianeren har racismen taget så meget overhånd, at han er begyndt på forhånd at frygte, hvad der venter ham, når han logger ind.

- For sorte fodboldspillere er det ikke engang sjovt at være på Instagram længere. Man hygger sig ikke med det, for jeg er bange for bare at tjekke mine beskeder. De kan være fyldt med hvad som helst.

- Jeg har ikke Twitter på min telefon længere, for det er næsten sikkert, at man bliver udsat for en eller anden form for skældsord. Især efter kampe, fordi det er så let, siger Zaha til CNN.

Tidligere i juli blev en 12-årig dreng anholdt for at rette racistiske trusler mod Wilfried Zaha før en kamp via Instagram.

- Den 12-årige dreng var også racistisk overfor tre andre spillere på mit hold. Det er ikke i orden. Efter jeg anmeldte den 12-årige, anmeldte jeg også 50 andre konti, som også udsatte mig for racisme. Nok er nok, og jeg er omgivet af folk, der er blevet udsat for racisme, som jeg har hele livet.

Kritiserer Facebook: Racisme kan ikke blokeres

Ifølge CNN vil Facebook, der ejer Instagram, oprette et nyt team på begge platforme, der skal øge bekæmpelsen af racisme og undersøge, om der er uligheder i forhold til race i systemernes algoritmer.

- Når vi finder indhold, der bryder vores retningslinjer, fjerner vi det og bandlyser dem, der gør det gentagende gange, siger en talsperson fra Facebook.

- Vi tager dette meget alvorligt og bruger milliarder af dollars på personale og teknologi for at afskaffe skadeligt indhold i større skala.

Men som det ser ud lige nu, giver Wilfried Zaha ikke meget for de hidtidige tiltag.

- Hvad sker der, når en konto bliver blokeret? Så laver de bare en ny lige efter.

- Jeg har prøvet at blokere folk så mange gange, og på Instagram har jeg ledt efter muligheden for at blokere dem på grund af racisme, men det kan man ikke. Man kan imod chikane og andre ting, men ikke racisme, siger Zaha.

27-årige Wilfried Zaha blev født i Elfenbenskysten, men flyttede til England som fireårig.