Fodbold

Fortvivlet Dame N’Doye smækker med døren: - Jeg valgte ikke at gå

Dame N'Doye får ikke forlænget sin kontrakt med FCK og har dermed spillet sin sidste kamp for klubben. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Dame N'Doye føler ikke, at han havde noget valg, da han så FC Københavns kontraktudspil.

FC København ville gerne beholde klubbens mest scorende spiller i historien, Dame N’Doye, men parterne kunne ikke komme frem til en aftale.

Sådan fremlagde klubben det torsdag, da de offentliggjorde, at senegaleserens tid i klubben er forbi.

Den udlægning er hovedpersonen dog ikke enig i. Han føler sig presset ud af klubben på grund af et skuffende kontraktudspil.

- Alle spørger mig, hvorfor jeg valgte at gå. Jeg valgte ikke at gå, men visse tilbud betyder ”smut”, skriver Dame N’Doye på sin Instagram-story.

Dame N'Doye: Mine skader er intet problem

Her er det tydeligt, at den 35-årige målmaskine ikke er tilfreds med FCK-manager Ståle Solbakkens udtalelser. Nordmanden sagde blandt andet, at angriberens skadeshistorik har spillet ind i kontrakttilbuddet.

- Det er klart, at de alvorlige skader og hans alder har gjort, at vi har måttet være ansvarlige i forhold til økonomien i det, men vi har strakt os så langt, vi overhovedet kunne i den nuværende situation, og vi har givet et godt og fair tilbud, mener vi, sagde Ståle Solbakken.

Dame N'Doye scorede, da FCK gik videre til ottendedelsfinalen i Europa League med sejr over Celtic.

Den forklaring er Dame N’Doye ikke enig i.

- Min skade var ikke et problem, da jeg scorede mål. Men nu er det. Det er sjovt. Sådan er livet nogle gange. Når folk tager fejl, prøver de at finde undskyldninger, indtil de kan se klart. Det vil tiden vise, skriver Dame N'Doye.

Respekt mellem parterne

Til trods for den ærgerlige afgang er senegaleseren dog enig med Ståle Solbakken i, at de ”skilles som venner med masser af respekt for hinanden”.

- Jeg tilgiver alle og ønsker FCK held og lykke.

Dame N'Doye nåede at spille 217 kampe og score 118 mål for FC København. Dermed er han den klart mest scorende i FCK’s historie.