Fodbold

Inter sikrer andenpladsen med sejr over Atalanta

Inter sikrede sig lørdag aften andenpladsen i Serie A med en sikker 2-0-sejr over de direkte konkurrenter fra Atalanta.

Inter bliver nummer to i Serie A-sæsonen anno 2020/21.

Det står klart efter den sidste spillerunde lørdag aften, hvor Inter besejrede den direkte konkurrent i kampen om andenpladsen, Atalanta, med 2-0. Nederlaget var Atalantas første efter 19 kampe uden.

Milano-klubbens mål blev scoret af Danilo D'Ambrosio og Ashley Young. Danske Christian Eriksen startede på bænken for Inter, men kom ind efter 89 minutter.

Da de nykårede italienske mestre fra Juventus samtidig tabte deres opgør mod Roma lørdag aften, så slutter Inter sæsonen bare ét point efter Juventus på førstepladsen.

Atalanta bliver nummer tre i 2020/21-sæsonen med fire point op til Inter - og á point med Lazio.

Sådan forløb kampen /ritzau

Stadionuret i Bergamo havde ikke engang rundet et minut, da Inter kom foran 1-0 ved Danilo D'Ambrosio, der headede et indlæg fra Ashley Young i mål.

Små 20 minutter senere stod englænderen selv for målet, da han fra venstre side krøllede bolden over i det lange hjørne og gjorde det til 2-0.

Atalanta kom bedre med efter pausen, men målene udeblev altså for det ellers suverænt mest scorende hold i Serie A i denne sæson. 98 mål nåede holdet at score, hvilket er det højeste antal i Serie A siden 1950.

Få sekunder efter kampstart bringer Inter sig foran 1-0 Video: TV 2 SPORT

Inters sæson er ikke slut. Antonio Contes tropper møder onsdag Getafe i ottendedelsfinalen i Europa League. Atalanta skal også spille en europæisk kamp. Paris Saint-Germain venter i Champions League-kvartfinalen 12. august.

Inter scorer til 2-0 i kampen om andenpladsen mod Atalanta. Video: TV 2 SPORT

Zlatan-drøn og Juventus-nederlag

Simon Kjær og AC Milan var ligeledes i aktion lørdag aften. Her blev det til en sejr på 3-0 over Cagliari. Milaneserne slutter på sjettepladsen efter at have vundet 9 af sæsonens sidste 12 kampe, der heller ikke bød på nederlag.

Juventus' mestre sluttede ligaen af med at tabe 1-3 til Roma. Juventus kom ellers foran efter små fem minutter, men derefter tog hovedstadsklubben altså over.

Dermed ender Cristiano Ronaldo og co. med at vinde Serie A med kun et enkelt point ned til Inter efter en sløj slutspurt, hvor tre af de sidste fire kampe blev tabt.

Juventus skal allerede i kamp igen fredag, hvor Lyon venter i den anden af to Champions League-ottendedelsfinaler. Franskmændene vandt den første 1-0.

Zlatan Ibrahimovic bringer Milan foran 2-0 efter en flot scoring Video: TV 2 SPORT

Napoli vandt 3-1 over Lazio i den sidste kamp lørdag aften. Lazios mål blev scoret af Ciro Immobile, der allerede inden kampen var sikker på at slutte som de europæiske ligaers målkonge. Han slutter med 36 mål i 37 ligakampe og tangerer Gonzalo Higuains rekord fra 2015/16 for flest mål i Serie A på en sæson.

Søndag spilles de sidste kampe i Serie A i denne sæson. Danskerklubben Genoa skal forsøge at undgå nedrykning. Klubben ligger på den sidste plads over nedrykningsstregen et enkelt point foran Lecce, der ligger lige under.

Genoa møder Verona, mens Lecce tager imod Parma.