Fodbold

Eriksen kaldes et mysterie - har været 'ukarakteristisk uskarp' siden skiftet

Christian Eriksens første halvsæson i Serie A er slut, og det er ikke positive ord, der bliver sendt i danskerens retning.

Jublen ville ingen ende tage, da Christian Eriksen tilbage i slutningen af januar blev hyldet af Inter-fans i forbindelse med sit lægetjek.

Forventninger var tårnhøje, da Inter havde hentet en stor profil for en meget begrænset sum penge. Det var på alle måder en win-win-situation.

Han har ikke været en succes i Inter. For nu er Eriksen et mysterie

Carlo Angioni, journalist Gazzetta dello Sport

Nu er Eriksens første halvsæson i Inter og Serie A slut, og det kan vist roligt siges, at danskeren ikke har været en gamechanger i Støvlelandet.

Spilletiden er med sæsonen blevet mere og mere begrænset, og i juli har landsholdsdirigenten flere gange måtte affinde sig med blot en håndfuld minutter i kampenes slutfaser.

Derfor står punktummet på Eriksens første halvsæson i Inter heller ikke som en succes. Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen, der kommenterer og analyserer Serie A-kampe.

- Svaret på, om Eriksen har været en succes i Inter, er nej. Der er ingen grund til at væve.

Den første Serie A-kamp efter coronapausen mod Sampdoria var Eriksen ellers i gevaldigt spillehumør. Her blev han kåret til banens bedste, efter Antonio Conte havde lagt sin formation om, så Eriksen kunne spille på 10'er-positionen.

- Eriksen virkede tændt i den første kamp mod Sampdoria, hvor han var outstanding og blev man of the match. Han så knivskarp ud, men allerede kampen efter var han faldet i niveau. Og siden da er han bare fadet ud.

- Det ligner, han har mistet troen og lysten. Han har fået chancen ind i mellem, men han har været ukarakteristisk uskarp på nogle af de ting, hvor vi trods alt stadig kan forvente, han er god, siger Mikkelsen og peger på flere skudchancer, dybdeafleveringer og dødbolde, der langt fra har været gode nok.

Christian Eriksen er mandag i Milano for at gennemgå det obligatoriske lægetjek forud for skiftet til Inter. Uden for bygningen ventede omkring 150 fans. Video: Bo Bentsen

Eriksen er et mysterie

Tager man temperaturen nede i Italien, har sangen den samme melodi.

Carlo Angioni, der er journalist hos Italiens største sportsavis, La Gazzetta dello Sport, har fulgt Inter i mange år og har haft fokus på Eriksen siden de første rygter om et skifte begyndte at florere i januar.

Og han står tilbage som et spørgsmålstegn efter den første halvsæson.

- Han har ikke været en succes i Inter. For nu er Eriksen et mysterie. I de første uger havde han lidt problemer med at falde til. Han er kommet godt med efter coronapausen, men han har aldrig været afgørende, siger Carlo Angioni til TV 2 SPORT.

Danskeren bringer Inter foran med 5-0 i kampen mod Brescia. Video: Rasmine Stigkjær Jacobsen

Og det er der en helt bestemt årsag til.

- Serie A er vanskelig, fordi du finder mindre teknisk spil end i Premier League. Eriksen er nødt til at forstå situationen bedre. Inter tror på ham, men i næste sæson bliver han nødt til at starte bedre.

Conte kigger andre veje nu

Hvis Eriksen skal starte bedre i næsten sæson, så kræver det selvsagt, at Conte tror på danskeren.

Og selvom Carlo Angioni er af den overbevisning, at klubben tror på Eriksen, så har Martin Mikkelsen sine tvivler.

- Contes formationsskifte må være et udtryk for, at han tror på Eriksen som den fremskudte midtbanespiller. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så virker det til, at Conte er meget i tvivl lige nu, efter det han har set. Det umiddelbare indtryk er, at han prøver at gå andre veje. Jeg tror ikke, Eriksen er en spiller, de bygger spillet op omkring i den nye sæson. Det virkede ikke, som han havde håbet, så jeg tror, han kigger andre veje nu.

Eriksen er god i offensiven, men indtil videre har han ikke vist en stærk karakter

Carlo Angioni, journalist Gazzetta dello Sport

Conte er af den italienske skole, hvor der skal resultater på bordet. Det er danskerens helt store problem lige nu.

- Jeg tror ikke, han føler sig hjemme på holdet, hvis jeg skal være ærlig. Det er så stor en klub, og Conte er så krævende en træner, der ikke har så meget tålmodighed. Han vil have resultater her og nu. Så jeg kunne forestille mig, at Eriksen føler, han har manglet lidt tillid fra sin træner.

Der er da også noget, der kunne tyde på, at Conte har fundet en anden mand til Eriksens rolle.

Conte har været ude med små stikpiller

Conte har over flere omgange været ude og sige, at det tager tid at få spillet Eriksen ind.

Det virker dog til, at tålmodigheden så småt er ved at slippe op. De seneste par uger har danskerens direkte konkurrent på den offensive midtbane-position, Borja Valero, således været fremhævet af Conte i flere omgange.

Eriksen får taktisk rådgivning af Conte.

I sidste uge var Conte ude med store roser til den 35-årige spanier. Og det var han så igen efter tirsdagens sejr over Napoli.

- Borja Valero er et eksempel på, hvordan hårdt og seriøst arbejde hver dag kan give dig pladsen og vise, at du er en fodboldspiller, der gør det godt i Inter. Jeg er rigtig glad for ham, siger Conte og uddyber:

- Det er fair at sige tingene, som de er. I starten var han degraderet til de sidste af mulighederne på midtbanen, men i løbet af året har han vist, han aldrig skuffer. Tværtimod har han altid efterladt mig med lysten til at spille ham i næste kamp igen.

Eriksen er overhalet

Ordene fra Conte faldt tirsdag aften, og Italiens største sportsavis La Gazetta dello Sport så ytringerne som et klart tegn på, at spanieren har førsteret til pladsen lige bag de to angribere.

- Valero er lig med arbejde, beslutsomhed og fleksibilitet. Borja har overhalet Eriksen, skriver avisen i indledning og tolker Contes ord som en lille stikpille til danskeren.

- Fra overflødig til nøglefigur er Borja prototypen på den spiller, Conte kan lide: Christian skal følge det eksempel, hvis han vil genvinde den permanente position, lyder dommen fra avisen.

Spørger man Carlo Angioni, forstår han godt hvorfor. Conte har nemlig allerede ofret sig en del for at få danskeren til at få succes.

- Conte skiftede sin 3-5-2 for ham, og Inter spillede få gange med 3-4-1-2, men træneren har brug for en spiller, der spiller godt i både offensiven og i defensiven, og Eriksen er god i offensiven, men indtil videre har han ikke vist en stærk karakter, siger Gazzetta dello Sport-journalisten til TV 2 SPORT.

Lørdag aften spillede Inter den sidste Serie A-kamp i sæsonen. Her fik Eriksen nok en gang blot få minutter på banen. Faktisk har danskeren kun været med fra start i tre ud af de seneste otte Serie A-kampe.

Eriksen har dog stadig muligheden for at vise sig frem i Europa League, hvor Inter møder Getafe i 1/8-delsfinalen. Det kræver bare lige, at han kommer på banen i mere end en håndfuld minutter.