Fodbold

Alle elsker Thomas Frank før 'den største kamp siden 1946'

Thomas Frank blev gjort til cheftræner i Brentford i efteråret 2018. Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

I 2016 kom Thomas Frank til Brentford med drømmen om at blive cheftræner. Nu er han én sejr fra at lede sit hold i Premier League.

Scenen har aldrig været større for den danske cheftræner Thomas Frank, end den bliver tirsdag aften.

På det engelske nationalstadion Wembley skal han og Brentford spille playoff-finale i landets næstbedste række. ’Verdens dyreste kamp’, kampen om en plads i Premier League.

- Det er simpelthen det største. Jeg ved, at mange Brentford-fans har været oppe siden klokken halv fem, fordi de ikke kan sove. Jeg har aldrig oplevet dem så nervøse. Det her er bare så stort, siger den mangeårige Brentford-kommentator Mark Burridge.

Han så sin første Brentford-kamp på stadion i 1965 som femårig, og siden 1997 har han kommenteret holdets kampe.

London-rivalerne fra Fulham venter i finalen. Aldrig tidligere har en dansk træner stået med muligheden for at rykke et hold op i verdens største fodboldliga, og kun Michael Laudrup har prøvet at stå i spidsen for et Premier League-hold.

- Det er den største kamp for klubben siden 1946 (hvor de sidste spillede på øverste niveau, red.). Og Thomas har spillet en enormt stor rolle, det er der ingen tvivl om, siger Burridge.

Nu elsker alle Thomas Frank

16. oktober 2018 blev Thomas Frank gjort til cheftræner i Brentford efter to år som assistent. I januar 2019 var holdet seks point fra nedrykningsstregen efter to sejre i 14 kampe. Flere fans krævede ham fyret.

- Mange fans var bekymrede og kunne ikke helt bestemme sig for, om han var den rigtige. Alle bekymrede sig for ham, for han var under et stort pres, og intet gik den rigtige vej, mindes Mark Burridge.

Et års tid senere var Frank stadig ikke selv overbevist om sin status i klubben, som ellers på nuværende tidspunkt lå nå nummer tre i The Championship, som den næstbedste række hedder.

- De fleste fans har jo det syn, at man er fantastisk, hvis man vinder tre kampe i træk. Taber man tre i træk, er man lort. Jeg er nok et sted midt i mellem, forhåbentlig mere til den gode side, sagde den 46-årige træner.

Men nu er der ikke længere skyggen af tvivl ifølge Mark Burridge.

Thomas Frank var hurtigt med taktiktavlen, da Brentford-spillerne havde drikkepause i den første playoff-semifinale mod Swansea. Brentford tabte 1-0, men vandt returopgøret 3-1.

- At han klarer sig godt, giver Brentfords fans et løft, for de elsker ham virkelig. Alle elsker Thomas.

- Han har for alvor vundet dem over på sin side, og selv fodboldfans herovre, der ikke holder med Brentford, kan godt lide ham. Han er meget ydmyg og meget intelligent, siger Mark Burridge.

Thomas Frank blev kåret til månedens træner i juni, og holdet vandt de første syv kampe efter coronakrisen.

Udlandet kaldte på Frank og familien

Danskeren startede sin professionelle trænerkarriere som U16-landstræner i 2008. Siden arbejdede han sig op til U19, inden han i sommeren 2013 blev træner i Brøndby.

Da det stoppede i foråret 2016, stoppede Thomas Frank også med at ville træne i Danmark.

- En af grundene til, at jeg ville til udlandet dengang, skyldes 50 procent karriere og 50 procent familie. Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at give mine børn og os selv den udfordring og erfaring, som det er at bo i et andet land, siger Thomas Frank til Ritzau.

Egentlig ville han gerne fortsætte med at være cheftræner i sit næste arbejde, og det var faktisk også Franks egen plan på længere sigt, da han takkede ja til at være assistent i Brentford.

- Jeg gjorde det, fordi det var en fed klub med en god strategi og vision, en god ledelse og gode mennesker, og så havde jeg et håb om at blive cheftræner her på et tidspunkt, siger han.

Den skandinaviske effekt

Ved ankomsten i Brentford gik Thomas Frank stille med dørene, og en af nøgleopgaverne blev at holde øje med spillerne på B-holdet.

- Han blev betragtet som en rolige type. Du hørte ikke meget fra ham. Han var som en stille rådgiver, fortæller klubkommentator Mark Burridge.

Siden er han vokset ind i rollen som en meget respekteret cheftræner for både unge og erfarne spillere i hele London-klubben.

- Thomas er en af mest positive trænere, jeg har arbejdet sammen med, siger Brentford-kaptajn Pontus Jansson til The Guardian.

Emiliano Marcondes (i midten) scorede til 2-0, da Brentford spillede sig i playoff-finalen mod Swansea.

Den svenske forsvarsspiller kom til klubben under Franks ledelse, og det samme gjorde danske profiler som Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Emiliano Marcondes. Henrik Dalsgaard kom til i 2017.

- Vi elsker den skandinaviske effekt på holdet. Fansene elsker det. Der er en særlig ro og kølighed, mener Mark Burridge, der giver Thomas Frank æren for den succesfulde udvikling.

- Han er anderledes, og det er tydeligt, at han er intelligent. Han passer ind her, fordi han er kommet med sin moderne tankegang, og fordi det er lykkedes for ham at få sine spillere til at bevare fødderne på jorden, selvom det går godt.

Uanset udfaldet i playoff-finalen tirsdag aften, er Thomas Frank, ifølge den mangeårige kommentator, kommet til Brentford for at blive.

- Selv hvis vi ikke rykker op i aften, er han sikker i sit job. Han er en stor del af fremtiden.