Fodbold

- Det er sgu meget sejt, siger FCK-angriber om rivalens 'kontroversielle' skifte

Jonas Wind scorede to mål for FCK i onsdagens 3-0-sejr over Istanbul Basaksehir. Philip Davali / Ritzau Scanpix

Jonas Wind ser frem til at få Kamil Wilczek som ny kollega i FC København, og manager Ståle Solbakken er ikke nervøs for polakkens Brøndby-fortid.

Onsdag aften overraskede Jonas Wind forsvarsspillerne hos Basaksehir gang på gang, da han med to scoringer i 3-0-sejren var med til at sende FC København videre til Europa Leagues kvartfinaler.

Torsdag morgen var det så FCK-angriberens egen tur til at blive overrasket.

At Jonas Wind skulle få den tidligere Brøndby-stjerne Kamil Wilczek som ny makker i FCK-angrebet, havde han nemlig ikke lige regnet med.

- Det er da lidt af en transferbombe. Det er der ingen tvivl om. Den tror jeg ikke, der var mange, der havde set komme. For et halvt år siden var han den helt store stjerne og anfører i Brøndby, nu er han hos rivalerne. Det er sgu meget sejt, siger Jonas Wind til TV 2 SPORT.

- Vi byder ham velkommen med åbne arme, og forhåbentlig kan han lave lige så mange mål her i klubben, som han gjorde i Brøndby. Så det glæder jeg mig til.

Jonas Wind er nærmest synonym med FC København. Den unge angriber er vokset op i og omkring klubben, og hans far, Per Wind, har arbejdet for klubben i adskillige år. Og når man er FCK-dreng ind til benet, er det ikke populært, at man har spillet i Brøndby IF.

- Det kan godt være, han skal høre lidt for det. Men han er en del af klubben nu, og han skal hjælpe os frem mod de mål, vi har. Men det kan da godt være, han på et tidspunkt skal høre lidt for, at han har været derude. Det er ikke så godt, griner Jonas Wind.

- Ej, der er sgu ikke nogen, der har bad feelings indblandet i det. Jeg har sagt velkommen til ham, og han er en del af holdet som alle andre.

Jonas Wind understreger dog, at han aldrig kunne finde på selv at skifte til rivalerne fra Brøndby.

- Nej, det vil jeg ikke. Det kan jeg godt skrive under på, siger Jonas Wind til Ritzau.

Solbakken føler sig overbevist om Wilczek-dedikation

Nyheden om den polske angribers skifte fra tyrkisk fodbold til FC København har allerede givet andledning til stor vrede hos mange Brøndby-fans. Og den vrede havde FC København-manager Ståle Solbakken forudset.

- Jeg ser helt klart, at det er kontroversielt, siger nordmanden til ritzau.

- Jeg ser helt klart, at begge fangrupper har lov og ret til at stille spørgsmålstegn ved det. Den ene gruppe føler sig forsmået, og den anden gruppe er i venteposition. Det forstår jeg godt, siger Ståle Solbakken.

Men selvom Kamil Wilczek har en lang fortid i Brøndby IF - også som anfører og fanfavorit - så er FC København-træneren ikke bekymret for, at polakkens dedikation og loyalitet fremover ligger hos rivalerne.

Men det var dog med i overvejelserne, afslører Solbakken.

- Jo, men hans stærke overbevisning om, at han ville være en del af projektet, gjorde, at vi ikke brugte så mange sekunder eller minutter på det, siger han.

Kamil Wilczek bliver den 15. i rækken af spillere, der har repræsenteret både Brøndby IF og FC København på seniorniveau.