Fodbold

Juventus ude af Champions League trods to Ronaldo-mål

Cristiano Ronaldo gjorde, hvad han kunne i fredagens Champions League-kamp mod Lyon. Massimo Pinca / Ritzau Scanpix

For første gang siden 2016 er Juventus ude af Champions League allerede efter ottendedelsfinalen.

Cristiano Ronaldo gjorde, hvad han kunne for at sende Juventus videre til kvartfinalen ì Champions League.

Men det var ikke nok. Portugiseren scorede to mål og bar en stor del af ansvaret for, at den italienske storklub vandt 2-1 på hjemmebane over Lyon. Franskmændende havde dog vundet det omvendte opgør med 1-0 og går derfor videre på reglen om udebanemål.

Juventus-Lyon 2-1 (2-2)

  • 0-1: Memphis Depay, straffe (12')
  • 1-1: Cristiano Ronaldo, straffe (43')
  • 2-1: Cristiano Ronaldo (60')

Lyon, der skiftede danske Joachim Andersen ind efter en times spil i fredagens kamp, kan dermed gøre sig klar til at spille kvartfinale i næste uge, hvor de skal møde Manchester City, der fredag aften sendte Real Madrid ud af Champions League.

Resten af turneringen afvikles i Portugal, og der spilles kun en enkelt kamp i kvartfinalen og semifinalen modsat de vanlige to. Det skyldes, at Champions League er blevet udskudt i flere måneder grundet det globale udbrud af coronavirus.

Og for at man kan finde en vinder inden for en rimelig tidshorisont, har det europæiske fodboldforbund, UEFA, besluttet at gøre den afsluttende del af klubturneringen komprimeret.

Referat

Af Ritzau

For første gang i ti år er Olympique Lyon klar til kvartfinalen i mændenes Champions League i fodbold.

Den franske klub tabte godt nok 1-2 ude til Juventus fredag aften, men udebanemålet redder den franske klub efter at have vundet det første opgør med 1-0 hjemme i Frankrig 26. februar, for 163 dage siden. I kvartfinalen venter engelske Manchester City.

Lyon-spillerne jubler over den første scoring

Den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo gjorde ellers sit til, at Juventus kunne tage et skridt mod Final 8-stævnet i Lissabon, men Ronaldos to scoringer var ikke nok.

Danske Joachim Andersen kom ind ved stillingen 1-2 og var med til at holde Juventus fra yderligere scoringer. Landsholdsspilleren var blandt andet ansvarlig for at dække Cristiano Ronaldo på dødbolde.

Franskmændene havde det bedste udgangspunkt før kampen, og det blev endnu bedre tidligt i fredagens kamp, der på grund af coronavirus blev spillet for tomme tribuner i Torino.

Lyon tidligt foran på straffespark

Rodrigo Bentancur lavede en alt for satset tackling i eget felt. Det udløste et straffespark til Lyon, og fra pletten var Memphis Depay iskold. Hollænderen scorede med et roligt chip, en såkaldt "Panenka".

Dermed var Juventus tvunget til at score tre, og hjemmeholdet satte sig forventeligt på kampen.

Federico Bernardeschi og Ronaldo havde begge store muligheder for at udligne, men det lykkedes først kort før pausen, da det denne gang var Juventus, som fik straffespark.

Målscorer Demphis Depay blev kendt skyldig i at have arm på bolden, selv om han havde den tæt ind til kroppen. Cristiano Ronaldo scorede fra 11-meter-pletten med et fladt spark.

Drømmemål fra Ronaldo

Efter en times spil indtog Ronaldo så centrum igen, og denne gang viste han, hvorfor han igennem mange år har været regnet som en af verdens bedste fodboldspillere.

Han tog et par driblinger uden for feltet, før han smadrede bolden mod målhjørnet med venstrebenet. En ellers velspillende Anthony Lopes i målet fik hånden på, men han kunne ikke afvise kanonkuglen fra at stryge i nettet.

Så var Juventus kun et mål fra avancement, men det lykkedes ikke for de zebrastribede norditalienere at få scoret yderligere.

Champions Leagues Final 8-stævne begynder 12. august i Lissabon.