Barcelona har kun 13 førsteholds-spillere med til europæisk brag
Barcelonas reservespillere er ikke gode nok til at hjælpe i kampen mod Napoli, og derfor tager klubbens træner kun udgangspunkt i 13 spillere.
Skader, karantæner og en spiller, der nægter at gå på banen.
Barcelona-spillerne falder på stribe i øjeblikket, og derfor er det en smal trup uden flere store navne, det catalanske hold er nødt til at stille med, når de lørdag tager imod Napoli i Champions Leagues 1/8-finale.
Holdet må undvære midtbaneduoen Sergio Busquets og Arturo Vidal. Sidstnævnte fik rødt kort i det første opgør mod Napoli. Udover de to er både Ousmane Dembélé og Samuel Umtiti skadede.
Det er også uden dansk islæt, da Martin Braithwaite kom til klubben uden for transfervinduet, og derfor ikke må spille Champions League.
Sidst men ikke mindst er der Arthur, der har meddelt klubben, at han nægter at spille flere kampe for dem, da han skifter til Juventus næste sæson.
Reservespillere kan ikke bruges
Og sådan er Barcelona endt med kun at have 13 af de faste førsteholdsspillere til rådighed i den meget vigtige Champions League-kamp. Dermed får flere akademispillerne chancen i den meget vigtige kamp.
På pressemødet forud for lørdagens kamp fortalte Setién, at holdopstillingen har været på plads et par dage, men at der kan komme små rokeringer i forhold til, hvor på banen spillerne kommer til at være.
Samtidig lagde han ikke skjul på, at selvom der er udtaget 22 spillere, så er der mange af dem, han ikke kan bruge, når det virkelig gælder.
- Nogle gange er det meget bedre at have alle spillerne til rådighed, fordi det altid giver dig mulighed for at vælge. Vi har mange spillere fra reserveholdet, som ikke kan hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. Vi vil alle gerne have alle de spillere, der er i truppen til rådighed, men vi er nødt til at tilpasse os, siger han til Mundo Deportivo.
- Napoli kan skade os
Det er ikke kun i opstillingen, der er fundet alternativer, også i spillet kan der blive nødvendigt at hive nogle alternative ting frem forklarede Setién.
Første 1/8-finale mellem Napoli og Barcelona blev spillet tilbage i februar, så der har været lang tid til at evaluere på kampen for Setién. Derfor bliver det ikke kun i opstillingen, der er fundet alternativer. Det er der også i spillet, forklarede han på pressemødet.
- Vi har tænkt over alt og evalueret i lang tid, hvad der var den bedste mulighed for at spille denne kamp, og vi har valgt en variant, der betyder, at vi kan ændre i spillet på et tidspunkt. Det (Napoli, red.) er et hold, der kan skade os med bolden, de kombinerer godt, de har forbedret deres boldbesiddelse meget, og de er meget disciplinerede i forsvaret.
Det første opgør mod Napoli endte 1-1. Barcelona skal derfor have en sejr eller spille 0-0 for at gå videre til kvartfinalen.