Fodbold

Juventus fyrer træneren efter Champions League-fiasko

Juventus og Sarri røg fredag ud af Champions League efter samlet nederlag til Lyon. Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Maurizio Sarri er færdig som cheftræner for Juventus efter fredagens Champions League-exit.

Juventus skal have ny cheftræner.

Det står klart, efter den italienske storklub lørdag valgte at fyre Maurizio Sarri, der sad på posten til og med fredagens Champions League-kamp mod Lyon.

En kamp, der endte med en 2-1-sejr til Juventus, men også et samlet nederlag og dermed et farvel til Champions League efter ottendedelsfinalen. Lyon havde vundet første opgør med 1-0 i Frankrig. Resultaterne betød, at Lyon gik videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

Juventus, der havde været i Champions League-finalerne i 2015 og 2017, ansatte Sarri for at gå hele vejen i den største europæiske klubturnering. Klubben vandt senest Champions League i 1996.

Italiensk mesterskab var ikke nok

Det er ellers kun en uge siden, at Juventus og Sarri kunne fejre det italienske mesterskab for niende gang i træk. Men den triumf var altså ikke nok til at holde den 61-årige Napolitaner på posten efter fredagens farvel til Champions League.

- Juventus Football Club annoncerer hermed, at Maurizio Sarri er blevet fjernet fra sin stilling som cheftræner for førsteholdet.

- Klubben vil gerne takke træneren for at have skrevet en ny side i Juventus' historie ved at vinde mesterskabet - det niende i træk. Kulminationen af den personlige rejse, som har ført ham til toppen af italiensk fodbold, skriver Juventus på sin hjemmeside.

Maurizio Sarri nåede dermed kun en enkelt sæson i spidsen for Juventus, hvor han blev ansat sidste sommer på en kontrakt på tre sæsoner. Tidligere har han været træner for klubber som Napoli og Chelsea.

Storklubben fra Torino skal dermed på jagt efter en ny træner. I de italienske medier bliver argentinske Mauricio Pochettino nævnt som en potentiel afløser. Han har tidligere stået i spidsen for Espanyol, Southampton og Tottenham, hvor han var i hele fem år.

Den 1. august fik Sarri og Juventus overrakt trofæet for det italienske mesterskab. Den 8. august blev han fyret.