Fodbold

Guide til ny struktur: Sådan afgøres Champions League og Europa League

Her på Estadio da Luz i Lissabon skal finalen i Champions League 2020 spilles. Uden tilskuere vel at mærke. Rafael Marchante / Ritzau Scanpix

Herunder klæder TV 2 SPORT dig bedst muligt på til de kommende uger, hvor et meget komprimeret program af europæisk fodbold i topklasse venter.

2019/2020-udgaverne af Champions League og Europa League får en noget anderledes afslutning end normalt.

På grund af coronapandemien har UEFA været tvunget til at opfinde et alternativt format til de to turneringer for at få dem afviklet, inden næste sæson begynder. Og der er ikke meget, der er, som det plejer.

Hvordan ser strukturen ud?

Grundlæggende skal der afvikles mange kampe på kort tid. Derfor er hele strukturen for finalerne i de to turneringer lavet helt fundamentalt om.

Champions League:

Kvartfinalerne, semifinalerne og finalen i Champions League afvikles som et såkaldt Final 8-stævne i Portugal. Det betyder, at alle de tilbageværende hold i turneringen rejser til Portugal, hvor de vil opholde sig i en corona-sikret "boble", indtil de bliver elimineret fra turneringen.

Der er lagt op til en slags fodbold-festival på tolv dage fra den 12. til den 23. august, hvor syv finaler skal afvikles.

Kvartfinaler og semifinaler, der normalt spilles over to kampe, afvikles i år kun over én kamp. Det samme gør finalen. Turneringsformatet minder dermed meget om en VM- eller EM-slutrunde.

Det er altså et midlertidigt farvel til de dobbeltopgør, der normalt benyttes i Champions Leagues afgørende fase. Kampene afvikles uden tilskuere.

Europa League:

Også i Europa League er der lagt op til et komprimeret stævne på tolv dage, der følger samme model som Champions League. Her foregår Final 8-turneringen blot i Tyskland.

Kvartfinalerne begynder den 10. august, og det hele kulminerer med finalen den 21. august. Også i Europa League afvikles de resterende kampe uden tilskuere, og også her er de normale dobbeltopgør altså sløjfet. Det betyder for eksempel, at FC København kun møder Manchester United i én afgørende kvartfinale. På neutral grund.

- At være en del af denne Final 8-slutrunde minder lidt om at være til en EM- eller VM-slutrunde, hvor alle holdene mødes i det samme land. Så selv om der ikke kommer tilskuere, så er det godt fjernsyn, siger FCK-træner, Ståle Solbakken, til FCK.dk.

Hvilke hold er med?

Resterende hold i Champions League:

  • Atalanta
  • Paris Saint-Germain
  • RB Leipzig
  • Atletico Madrid
  • FC Barcelona
  • Bayern München
  • Manchester City
  • Lyon

Lyn-analyse

Hvem vinder Champions League?

Jeg mener, Bayern München er favorit. Primært fordi de har så bred en trup, som de har. Det havde været endnu bedre for dem, hvis det var over to kampe, men de kan bare sætte klassespillere ind på alle positioner. Og det, at de har fået Lewandowski tilbage i topform, gør, at jeg umiddelbart peger på dem. De har bare et fuldendt hold efterhånden, og de virker afbalancerede. Det er velsmurt, og folk kender deres plads. Hvis man simulerer Final 8 100 gange, så vil jeg sige, at Bayern vinder de fleste.

Resterende hold i Europa League:

  • Inter
  • Leverkusen
  • FC København
  • Manchester United
  • Wolverhampton
  • Sevilla
  • Shaktar Donetsk
  • FC Basel

Lyn-analyse

Hvem vinder Europa League?

Jeg synes, Manchester United har det bedste hold. Og har også den nemmeste lodtrækning her i den føste kamp. Så hvis de virkelig vil gå efter det og satse seriøst på det, så synes jeg, de er favoritter. Jeg tror, det står mellem Manchester United og Inter – måske med Sevilla som outsider. Men - lidt afhængig af motivationen - ser jeg Manchester United som favorit.

Hvor og hvordan bliver kampene spillet?

Champions League:

I Europas fremmeste klubturnering bliver finalestævnet - fra kvartfinaler til finalen - altså spillet i Portugal. Nærmere bestemt spilles kampene på to store stadioner i Portugals hovedstad, Lissabon. Kampene spilles på Estadio da Luz, der normalt er Benficas hjemmebane, og på Estadio Jose Alvalade, der er Sportings normale hjemmebane.

Sportings hjemmebane, Estadio Jose Alvalade, lægger græs til Final 8-stævnet i Champions League 2020.

Kvartfinaler:

  • 12/8: Atalanta - Paris Saint-Germain (Estadio da Luz)
  • 13/8: Leipzig - Atletico Madrid (Estadio Jose Alvalade)
  • 14/8: FC Barcelona - Bayern München (Estadio da Luz)
  • 15/8: Manchester City - Lyon (Estadio Jose Alvalade)

Semifinaler:

  • 18/8: Vinder af Atalanta - Paris Saint-Germain mod vinder af Leipzig - Atletico Madrid (Estadio da Luz)
  • 19/8: Vinder af FC Barcelona - Bayern München mod vinder af Manchester City - Lyon (Estadio Jose Alvalade)

Finale:

  • 23/8: Vinder af semifinale 1 mod vinder af semifinale 2 (Estadio da Luz)

Alle kampe har kampstart klokken 21.00.

Europa League:

Finalestævnet i Europa League afholdes i Tyskland. Nærmere bestemt spilles kampene på fire forskellige fodboldarenaer i det vestlige Tyskland.

Der er tale om Düsseldorf Arena i Düsseldorf (normal hjemmebane for Fortuna Düsseldorf), Rhein Energie Stadion i Køln (normal hjemmebane for 1. FC Köln), MSV Arena i Duisburg (normal hjemmebane for MSV Duisburg) og Arena Auf Schalke i Gelsenkirchen (normal hjemmebane for Schalke 04).

FC København træner på RheinEnergieStadion i Køln forud for kvartfinalen mod Manchester United. Her på stadion spilles også Europa League-finalen 2020.

Kvartfinaler:

  • 10/8: Inter - Leverkusen (Düsseldorf Arena)
  • 10/8: Manchester United - FC København (RheinEnergieStadion)
  • 11/8: Wolverhampton - Sevilla (MSV Arena)
  • 11/8: Shaktar Donetsk - FC Basel (ArenaAufSchalke)

Semifinaler:

  • 16/8: Vinder af Shaktar Donetsk - FC Basel mod vinder af Inter - Leverkusen (RheinEnergieStadion)
  • 17/8: Vinder af Manchester United - FC København mod vinder af Wolverhampton - Sevilla (Düsseldorf Arena)

Finale:

  • 21/8: Vinder af semifinale 1 mod vinder af semifinale 2 (RheinEnergieStadion)

Alle kampe har kampstart klokken 21.00.

Hvad siger eksperten?

Mads Junker om det forventede spilbillede som konsekvens af den specielle struktur:

- De hold, der både være ekstremt solide og ekstremt offensive, kommer til at være lidt mere afventende end normalt i kampene.

- Altså for eksempel Bayern München, der møder Barcelona, skal jo bare slippe Lionel Messi af syne én gang, så kan den kamp være afgjort, når finalerne kun spilles over én kamp. Så holdene kommer til at være mere afventende. Det er ligesom det billede, vi ser i forbindelse med finaler, hvor man ikke vil være det hold, der starter med at begå en fejl. Når du kun har én kamp, er der ikke råd til mange fejl. Og det vil spille ind, tror jeg.

Mads Junker om valget af strukturen:

- Det er en rigtig fed måde, man har valgt at gøre det, synes jeg. At man, med alle de udfordringer, der er i verden, har fundet en måde at spille turneringerne til ende. Det er godt. Det er super godt, vi får det afviklet.

- Og selvom det her format nok ikke er noget, vi vil se lige foreløbig igen, så får man da prøvet det af. Og fungerer det, kunne man da godt se en slags Final 4 i fremtidens Champions League.

- Det virker fornuftigt, at det er et neutralt sted, hvor holdene kan være i en lille boble.

Normalt bliver Champions League-finalen spillet i slutningen af maj. Men som konsekvens af den globale coronapandemi blev al fodbold tidligere på året pludselig sat på pause.

Derfor har en kædereaktion af udsættelser og aflysninger først gjort det muligt at afvikle den resterende del af de to største europæiske klubturneringer i august.