Fodbold

Inter booker semifinale i Europa League

Inter Milan er klar til Europa League-semifinalen. Martin Meissner / Ritzau Scanpix

Christian Eriksen fik den sidste halve time som indskifter i Inters 2-1-sejr over Bayer Leverkusen.

Brølstærke Romelu Lukaku førte an, da Inter mandag sikrede sig adgang til semifinalerne i Europa League.

Det skete med en sejr på 2-1 over tyske Bayer Leverkusen i Düsseldorf.

Den belgiske angriber var involveret i Inters føringsmål efter et kvarter, da han skød på mål, inden Nicolo Barella bragte det italienske hold i front.

Fem minutter senere øgede Lukaku så selv til 2-0, da han fik tromlet bolden over målstregen.

Leverkusen kæmpede sig kort efter tilbage i opgøret, da Kai Havertz reducerede.

Eriksen skiftet ind

Inter-træner Antonio Conte havde endnu en gang valgt at bænke Christian Eriksen. Danskeren har i de seneste mange kampe blot haft en rolle som sen indskifter.

Efter en lille times spil blev Eriksen så sendt på banen, og den danske midtbanespiller var med til at krige sejren hjem. Fem minutter før tid fik han en advarsel for at stoppe en modspiller.

På vej ind i overtiden blev Christian Eriksen så fældet på kanten af straffesparksfeltet. Situationen fik et VAR-gennemsyn, der ikke faldt ud til Inters fordel.

Inter skal i semifinalen op imod vinderen af et opgør mellem ukrainske Shakhtar Donetsk og FC Basel fra Schweiz. De to klubber mødes tirsdag aften.

De otte kvartfinalister mødes ved en miniturnering i Köln og Düsseldorf uden tilskuere. Normalt mødes klubberne hjemme og ude over to kampe, men det er ændret på grund af coronapandemien.