Fodbold

Tapre FCK sænket af Manchester United i forlænget spilletid

Manchester United skulle bruge ekstra spilletid for at score mod FC København i Europa League-kvartfinalen.

En flok trætte og hårdt kæmpende FC København-spillere døde med støvlerne på mandag aften i Europa League-kvartfinalen mod Manchester United.

De undertippede københavnere pressede nemlig United ud i forlænget spilletid, men måtte til sidst erkende, at deres europæiske kampagne er forbi. Favoritterne vandt den lange kamp med 1-0.

Trods store chancer til begge mandskaber formåede ingen af holdene at score i den ordinære spilletid. Det gjorde Manchester United til gengæld i den forlængede, da de i det 94. minut bragte sig foran 1-0 på en straffesparksscoring af Bruno Fernandes.

Lyn-analyse

FC København tabte - men vandt. Respekt efter en flot indsats, der cementerede, at her er dansk klubfodbolds sværvægter. De spillede i den grad lige op med et absolut storhold, der ikke virkede europæisk motiveret - i perioder nærmest fornærmende, men i glimt havde klassen.

Et straffesparksmål var forskellen på tavlen, men stor ros til FCK. Og der var tre i europæisk topklasse: Målmand Kalle Johnsson, centerforsvarer Victor Nelsson og især kreative Rasmus Falk. Når de ude i Europa siger dansk fodbold - siger de FC København.

Manchester Uniteds modstander i semifinalen findes tirsdag, hvor Wolverhampton og Sevilla kæmper om pladsen.

United-spillerne jubler over 1-0-scoringen.

Referat

Af Ritzau

FC Københavns historisk lange 2019/20-sæson er ovre.

Mandag aften røg den danske storklub ud af Europa League efter et 0-1-nederlag til Manchester United efter forlænget spilletid i kvartfinalen i Köln.

Bruno Fernandes afgjorde det 120 minutter lange og forholdsvis jævnbyrdige opgør med en scoring på straffespark i den forlængede spilletid.

FCK-spillerne kan nu gå på sommerferie efter en sæson, der på grund af coronavirus varede 13 måneder. Opgøret mod Manchester United var københavnernes betydende kamp nummer 56 i den periode.

Trods nederlaget kan FCK'erne tage hjem med oprejst pande efter at have ydet en hæderlig indsats i den første europæiske kvartfinale med dansk deltagelse i 23 år.

For overhovedet at have en chance mod den genopstandne fodboldgigant havde Ståle Solbakken bebudet, at FCK både skulle knokle, men også turde at være offensive. Det var FCK'erne helt til den bitre ende, selv om kræfterne slap op i den ulidelige aftenvarme i Köln.

Til gengæld manglede den skarphed, som Solbakken også havde understreget var en nødvendighed for at lave et mindre fodboldmirakel.

18-årige Mohamed Daramy havde to kiksere i første halvleg på gode tilbud, og i anden halvleg havde Bryan Oviedo et stort tilbud for FCK, men hans afslutning blev blokeret.

Mohammed Daramy var nærgående i første halvleg.

Oviedos tilbud kom i øvrigt efter formidabelt forarbejde fra en sprudlende Rasmus Falk, der lykkedes med en "Fernando Redondo-dribling" i Uniteds felt.

United til at tale med

Kun i korte perioder af den ordinære spilletid demonstrerede englænderne den forventede niveauforskel på holdene, mens det i højere grad var synligt i den forlængede spilletid.

Ole Gunnar Solskjærs stjernespækkede hold med spillere som Bruno Fernandes, Paul Pogba, Marcus Rashford og Mason Greenwood havde undervejs også perioder med sløset spil og besynderlige beslutninger.

At kampen endte med at gå helt til forlænget spilletid skyldtes, at centimeterne var imod Manchester United, og at Karl-Johan Johnsson atter stod en forrygende kamp i FCK-buret.

Karl-Johan Johnsson var fremragende i FCK-målet.

Englænderne sendte to skud på indersiden af stolpen to gange i den ordinære spilletid og fik i tillæg to mål annulleret for offside - det første af dem lige før pausen, da videodommeren kom linjedommeren til undsætning.

Den eneste bet for FCK ved pausen var, at skadesplagede Nicolai Boilesen måtte lade sig udskifte med en baglårsskade.

Rasmus Falks tryllerier

I begyndelsen af anden halvleg var det ren overlevelse for FCK, og det var i den periode, at gæsterne testede træværket ved Mason Greenwood og Bruno Fernandes samt fik en scoring annulleret.

Siden aftog det tunge United-pres, og Rasmus Falk overtog rollen som kampens dirigent for en stund, men det kastede ikke mål af sig.

Rasmus Falk spillede fantastisk.

Det lugtede efterhånden af forlænget spilletid, men inden de 90 minutter blev fløjtet af, nåede Guillermo Varela dog at føle sig snydt for et straffespark mod sin eksklub, mens Karl-Johan Johnsson i den anden ende måtte diske op med en klasseredning på et forsøg fra Anthony Martial.

Klodset straffespark

I den forlængede spilletid måtte FCK-sprællemanden igen diske op med store redninger, inden han var prisgivet, da Manchester United fik straffespark.

Det var klodset begået af Andreas Bjelland, og den store chance blev udnyttet af Bruno Fernandes i det 94. minut.

Bruno Fernandes var sikker fra 11 meter.

United kunne og burde have lukket kampen på et hav af chancer i de følgende minutter, men FCK var med helt frem til sidste fløjt takket være sit svenske plankeværk i målet.

Mens FCK-spillerne må gå på sommerferie, venter enten Sevilla eller Wolverhampton for Manchester United i semifinalen.