Fodbold

Højbjerg er perfekt for Mourinho, mener ekspert

Mads Junker roser Pierre-Emile Højbjergs skifte til Tottenham, hvor landsholdsspilleren skal slide sig ind i varmen hos en ekstremt krævende træner.

Pierre-Emile Højbjerg skal fremover tage imod ordre fra en af verdens mest profilerede trænere i form af José Mourinho.

Tirsdag skiftede danskeren nemlig til portugiserens Tottenham, og ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker kan det blive et meget stærkt samarbejde mellem de to.

- Højbjerg er den spillertype, som Mourinho også er som træner - en vindertype, der bruger alle midler. Og jeg er også helt sikker på, at Højbjergs evne til at gøre, som træneren siger, vinder store pluspoint hos Mourinho.

- Nogle gange gør han selvfølgelig også mere end det, men jeg synes, han er en perfekt spillertype til Mourinho, som kan forme ham, siger Mads Junker.

25-årige Højbjerg er skiftet til London-klubben på en femårig aftale fra Southampton, hvor han sluttede et fireårigt ophold af som holdets anfører.

Loyalitet bliver altafgørende

José Mourinho har vundet mesterskaber i alle de lande, han har trænet i - Portugal, England, Italien og Spanien - og han har vundet adskillige pokaltitler - både nationalt og europæisk med to Champions League-trofæer som det største.

En stor vinder, men også en kontroversiel trænerskikkelse, der høster meget opmærksomhed for sin væremåde - og som Pierre-Emile Højbjerg altså fremover skal lære at arbejde under.

- Der venter et af verdens største trænernavne på godt og ondt. Mourinho kværner sin spillertrup ned til sidste blodsdråbe. Han udpiner dem for alt det potentiale, der er. Men han er ikke en træner, der nødvendigvis bygger sine spillere meget op.

- Han er en ekstremt vindende træner, og en ekstremt krævende træner, og han kommer også på kant med rigtig mange spillere. Vi ser dog også, at næsten alle spillere, der har spillet under ham og har haft succes, har elsket ham ubetinget, siger Junker.

Og hvis man vil i kridthuset hos den 57-årige portugiser, kræver det ubestridt loyalitet.

- Den loyalitet, som Mourinho forlanger og også giver igen, kan jeg sagtens se Højbjerg købe ind i. Det er en helt anden træner end Ralph Hasenhüttl (Southampton-træner, red.), som er en varm og omfavnende træner. Mourinho er den her kolde og krævende mand, som til gengæld – hvis du arbejder for ham – giver dig ubetinget loyalitet tilbage. Det tror jeg bestemt, at Højbjerg kan finde sig til rette i, siger Mads Junker.

Konkurrencen bliver hård – men der er et 'men'

Pierre-Emile Højbjerg kommer til en klub, hvor konkurrencen om pladserne er større, og hvor danskeren heller ikke længere kan regne med fast spilletid.

Engelske og franske landsholdsspillere som Harry Winks, Dele Alli, Eric Dier, Moussa Sissoko og Tanguy Ndombele kæmper allerede om pladserne på midtbanen, men ifølge Junker kan Højbjerg have en stor fordel, som de andre ikke har under Mourinho, der selv kom til Tottenham i november sidste år.

- Der er mange typer, der kan det, som Højbjerg kan, men der er et stort ’men’. For hvis Mourinho har peget på Højbjerg, er det næsten vigtigere, end om han passer perfekt ind.

- Der er mange spillere i Tottenham, som Mourinho ikke selv har peget på, og man ser jo, at han udlader flere af dem. Det er nu, han skal til at skabe sit eget hold, og der er det jo fantastisk for Højbjerg, hvis han har peget på ham, for så har han jo set ham i en rolle.

Uanset hvordan danskerens opstart i klubben bliver, er skiftet det helt rigtige, mener fodboldeksperten.

- Han bliver hentet ind som en solid trupspiller, der kan spille sig på holdet, hvis han griber sine chancer. Det gjorde han i Southampton, og nu skal han så gøre det igen, men på et højere niveau. Derfor synes jeg, det er et rigtig godt skifte - også både i forhold til alder, og at han allerede er en etableret spiller i Premier League. Det er et naturligt skridt op ad karrierestigen.

Hvordan skal Højbjerg bruges?

Det er på forhånd svært at sige, hvordan Jóse Mourinho helt nøjagtigt har tænkt sig at bruge Pierre-Emile Højbjerg på sit hold, ifølge Junker.

Portugiseren ynder at gøre brug af fast 6’er – en defensiv midtbanespiller – som vogter bag 8’eren og 10’eren, som i klassisk forstand bestrider midtbanepladserne foran.

- Jeg er spændt på, om han skal bruges som 6’er. I Mourinhos system tror jeg ikke nødvendigvis, at Højbjerg har fysik og hårdhed nok til at spille en decideret 6’er. Han er en langt mere boldspillende type, så jeg ser ham mere som en 8’er, eller i hvert fald som én af to 6’ere. Han skal jo bruge sit pasningsspil og sit erobringsspil.

- Jeg synes, han vil være bedst som 8’er på grund af sine gode pasninger og gode spark fra distancen. Han skal kunne sætte spillet mere i scene, og så eventuelt med Dele Alli som 10’er foran sig, siger Mads Junker.

Pierre-Emile Højbjerg nåede at spille 134 kampe for Southampton. Han kom til klubben fra Bayern München efter lejehophold i Augsburg og Schalke.