Fodbold

- Jeg kan se mig selv i Tottenham i mange år, siger Højbjerg

Pierre-Emile Højbjerg valgte Tottenham som sin nye klub, fordi han tror på en lang karriere i klubben.

Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg skrev tirsdag kontrakt med Tottenham og forlader Southampton efter fire år i den sydengelske havneby.

I en video på Tottenhams twitterkonto efter skiftet forklarer den 25-årige midtbanespiller, hvorfor valget faldt på Tottenham, da han ønskede at komme videre i karrieren.

- Det, der var meget vigtigt for mig, var, at jeg ville spille i en klub, hvor jeg kunne se mig selv spille i mange år, siger han og hentyder altså til, at Tottenham ikke nødvendigvis er et springbræt til noget større.

Det føles rigtigt i maven og i hjertet

Pierre-Emile Højbjerg

- Tottenham var bare klubben. Jeg er meget stolt. Jeg tror, klubben går en fantastisk fremtid i møde, og den ønskede jeg så meget at blive en del af.

Højbjerg har fået en kontrakt frem til sommeren 2025 i London-klubben, der i sidste sæson sluttede som nummer seks i Premier League og skal spille Europa League efter sommerferien.

Vil være den første på stadion med fans

Han glæder sig til at spille på Tottenhams nye stadion som hjemmbanehold.

- Spurs har fantastiske spillere, en fantastisk manager og et fantastisk setup. En af de første ting, jeg sagde til min kone, var, at en dag, når fansene er tilbage på stadion, skal vi være en af de første derinde, fordi det er unreal. De er virkelig nogle af de bedste – måske de bedste. Det er noget at være stolt af.

- Jeg vil give alt, men jeg vil stadig gerne lære. Det vigtigste er oppe i hovedet, hvor man skal vide, hvad man kan gøre og give til holdet. Det føles rigtigt i maven og i hjertet, at jeg er del af dette hold nu, da jeg føler, at jeg har noget at give, siger Højbjerg.

Landsmanden og landsholdskollegaen Christian Eriksen spillede i Tottenham fra 2013 og indtil januar i år, hvor han skiftede til italienske Inter.

Højbjerg kan se frem til at få karismatiske José Mourinho som sin manager i Tottenham.

Klubben nåede finalen i Champions League i sidste sæson, hvor Christian Eriksen var med til at tabe 0-2 til Liverpool. Den gang var manageren Mauricio Pochettino.