Fodbold

Superligaen tæt på drømmescenarie - Danmark rykker frem på vigtig liste

Pokaloverrækkelse for FC Midtjylland. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den næste danske mester er med stor sandsynlighed sikret en plads i Europa Leagues gruppespil. Champions League-fodbold rykker samtidig tættere på.

I den kommende sæson bliver gevinsten ved at vinde danmarksmesterskabet endnu større, end de den har været i de senere år.

Danmark har nemlig taget et spring på UEFAs koefficientrangliste, der betyder, at den danske mester i 20/21-sæsonen sandsynligvis vil være sikret en plads i Europa Leagues gruppespil. Det skriver Ekstra Bladet.

Danmark startede den seneste sæson som nummer 16, men har siden overhalet Grækenland, Kroatien og Tjekkiet til 13.-pladsen på listen, der bestemmer, hvor mange hold hvert land får med i europæisk fodbold.

Ranglisten består af resultater fra de seneste fem sæsoner, og mens FC København har hentet mange point til listen i denne sæson, har de tjekkiske hold eksempelvis ikke. Samtidig er 14/15-sæsonen - som var skidt set med danske briller - nu gledet ud af regnskabet.

Meget tættere på Champions League

13.-pladsen på UEFAs koefficientrangliste giver adgang til Champions League-kvalifikationen for både den danske første- og andenplads i den kommende sæson, skriver Ekstrabladet.

Skulle Champions League blive vundet af et hold, der allerede selv er kvalificeret til turneringen året efter - hvilket er mere reglen end undtagelsen - vil den danske guldvinder blot skulle slå ét andet hold over to kampe for at komme i CL-gruppespillet.

Taberen får en plads i Europa Leagues gruppespil, men er stadig sikret 59 millioner kroner fra UEFA. Derudover kommer indtægter fra netop koefficientpuljen og markedspuljen, hvor der også er adskillige millioner at hente.

Sådan ser top-15 ud

UEFAs Koefficientrangliste er udarbejdet af Bert Kassies, og strækker sig i øjeblikket fra 15/16-sæsonen til 19/20-sæsonen.

Således rangerer de 15 stærkeste fodboldnationer i europæisk fodbold.

  1. Spanien
  2. England
  3. Tyskland
  4. Italien
  5. Frankrig
  6. Portugal
  7. Rusland
  8. Belgien
  9. Ukraine
  10. Holland
  11. Tyrkiet
  12. Østrig
  13. Danmark
  14. Skotland
  15. Tjekkiet

FC København nåede helt til kvartfinalen i årets Europa League-turnering. Her tabte de 1-0 til Manchester United.