Fodbold

UEFA kårer FCK-keeper som rundens bedste spiller

Kalle Johnsson (th) siger tak for kampen til Ole Gunnar Solskjær efter mødet med Manchester United. Wolfgang Rattay / Pool / Ritzau Scanpix

Karl-Johan Johnsson var ifølge Uefa-kåring den bedste spiller i Europa League-kvartfinalerne.

Karl-Johan Johnsson stod mandag aften en pragtkamp, da FC København mødte Manchester United i Europa League-kvartfinalen.

FCK-keeperens præstation rakte ikke til sensationelt avancement, men onsdag var der dog en slags opmuntring til svenskeren, der af det europæiske fodboldforbund (UEFA) blev kåret som rundens spiller.

Johnsson var en af fire nominerede og snuppede hæderen foran Inters Nicolo Barella, Lucas Ocampos fra Sevilla samt Taison, der tørner ud for Shakhtar Donetsk.

De tre konkurrenter scorede alle og avancerede med deres respektive klubber.

Johnsson blev derimod noteret for hele 13 redninger, hvoraf flere var af meget høj klasse. Han kunne dog intet gøre ved, at Bruno Fernandes i den forlængede spilletid sikrede Manchester United sejren på 1-0 på et godt eksekveret straffespark.

I semifinalen skal United møde Sevilla, mens Shakhtar Donetsk skal op mod Inter, der har Christian Eriksen i truppen.